Westernmusik og cowboysange

 

Sådan ynder vi at se cowboyen

Forrige indlæg: Old time
Det er næsten lige før, de to betegnelser giver sig selv: sange, som cowboyerne sang, når de skulle fordrive tiden ude på prærien – sange om cowboyernes liv.

Desuden var der også dansemusik i denne vestlige del af Staterne, som ofte havde et vist præg af nabolandet mod syd, Mexico. Da der også var en hel del samfund af tyske emigranter i området, gled de forholdsvis nyopfundne tyske instrumenter, mundharpen og harmonikaen, ind – den sidste mest i dansemusik. Mundharpen var et let instrument for cowboyen at have med i lommen, når han skulle ud på vidderne og drive kvæget sammen.

Danseorkestrene havde også en del tyske polkaer og valse på deres repertoire, da det jo var det, som de tyske emigrantsamfund, som de blev inviteret ud til, gerne ville danse til. Også det mexicanske mindretal nord for grænsen havde deres specielle musik kaldet tex-mex – en forkortelse af texansk-mexikansk – med deres egne spansksprogede folkesange og både mexicansk, angloamerikansk og tysk dansemusik.

De tidlige cowboysange

Cowboysangene er ofte med følelsesladede melodier, som menes at være importerede melodier fra den gamle verden, der har fået nye ord. Den teori kan godt være rigtig; at vi så ikke har dem på noder fra Europa, kan skyldes, at de aldrig er blevet skrevet ned, eller at de er gået tabt. Som altid med folkeligt overleveret musik er oprindelsen dunkel. Men der er cowboysange, som har en vis lighed med engelske folkesange. De små ændringer hører jo til, når sange overleveres mundtligt.

I nyere tid bruges guitaren som ledsageinstrument, men sandsynligvis er de oprindeligt ude på vidderne blevet sunget uden instrumentledsagelse, måske nogen gange med den lette mundharpe. Guitaren, som jo er lidt svær at transportere ud over vidderne, har sandsynligvis været brugt, når de skulle hygge sig hjemme på ranchen efter dagens arbejde.

Carl T. Sprague 

Langt tilbage var det folkloreforskeren John Lomax, far til den senere legendariske Alan Lomax, der rejste rundt og indsamlede cowboysange til sin klassiske samling Songs from the West. Men da pladeindustrien for alvor tog fart med bedre udstyr – tidligere beskrevet lidt nærmere i indlægget om oldtime – begyndte man også i de vestlige stater at indspille de gamle cowboysange. Den første kom i 1925. Det var "When the Work's All Done This Fall" med Carl T. Sprague, en sørgelig sang om en ung cowboy, der mister livet, da kvægflokken bisser. Den er meget karakteristisk for den udprægede tragiske tone i en stor del af cowboysangene. Efter ham kom sangere som Tex Ritter, Ernest Stoneman og sågar en enkelt cowgirl, Patsy Montana med sangen I Wanna Be a Cowboys Sweetheart fra 1935. Hun var den første kvinde der stod frem som solist i den genre, tidligere havde kvinder mest haft deres plads i familiegrupper.

På et tidspunkt fremstod der endda et velsyngende mandsensemble, der sang om det gamle Vesten, Sons of the Pioneers. De startede som en trio, men tog efterhånden flere medlemmer ind og endte som et septet.

Sons of the Pioneers

Tex Ritter

Mange sange er stadigvæk kendte i dag, som "Streets of Laredo" og "The Chisholm Trail". På film har Hollywood romantiseret Det Vilde Vesten, men i sentresserne og halvfjerdserne skete der en afromantisering med film som The Wild Bunch, En god dag at dø, Soldier Blue og flere andre. Når man ser på de gamle cowboysange, så ser man, at de klarede afromantiseringen flere årtier før Hollywood. Teksterne handler ofte om unge cowboys, som det går ilde på grund af dumdristighed, samt om kvægtyve og hævn. Selvom det sidste også har været et tilbagevendende tema i westerns, så er det ofte uromantisk skildret i sangene, i modsætning til mange af filmene handler de om de forfærdelige følger af hævngerrighed. Jeg er godt klar over, at de film ,der skildrer den bagside, er blevet mere almindelige de senere årtier.

Vi skal heller ikke glemme soldatersangene, som kavaleriet tog med sig til Det Vilde Vesten efter borgerkrigen, som "Yellow Rose of Texas" eller "The Girl I Left Behind Me". Mange af dem fik også en vis popularitet i civilbefolkningen. Netop fordi det er soldatersange hører man dem ofte sunget af mandskor, men de er så også blevet indsunget med solosangere.

Efterspørgslen fra Hollywood

Mange af de sangere, som havde indsunget cowboysangene på plader, blev også efterspurgte i Hollywood. De tidlige westerns i trediverne med lyd var ofte musicals i et westernmiljø; her opstod begrebet "The Singing Cowboy". De kendteste er nok Gene Autry og Roy Rogers. Den sidste dannede en sangkvartet, som i det hele taget var en populær form også i andre genrer, især gospelmusikken. De sange, som blev lavet specielt til disse film, er mere romantiserende end de gamle cowboysange.

Roy Rogers

Da westerngenren efterhånden fik den klassiske form, vi kender fra senere, gled "The Singing Cowboy" ud, men cowboysangenes lokale popularitet blev ikke slækket af den grund, og der blev stadig indspillet plader. Da nogle westerns havde en titelsang, der blev sunget under forteksterne, var der en del af sangerne, der reddede sig en ekstra skilling indimellem ved at indsynge disse sange. Det klassiske eksempel er sangen "Do Not Forsake Me" fra den klassiske High Noon (på dansk Sheriffen), sunget af Tex Ritter. Den blev også sunget flere steder i løbet af filmen, og mange vil nok huske den især fra de scener, hvor Gary Cooper går ensom ned ad gaden, mens sangen lyder i baggrunden. Eller også John Wayne-filmen North to Alaska (den med slagsmålene), hvor titelsangen synges af Johnny Horton. Den blev et hit i Danmark som "Kom til Alaska" med Four Jacks.

Fess Parker som
Davy Crockett

Det kunne også ske, at man skulle bruge sange til tv-westernserier, da tv senere begyndte at vinde frem i halvtredserne. Her kender mange nok "The Ballad of Davy Crockett" fra Disneys tv-serie om den legendariske nybyggerhelt, sunget af hovedrolleindehaveren Fess Parker. Den blev også herhjemme et hit i en dansk gendigtning med Preben Uglebjerg.

At westernmusikken har sat sit præg også på den underlægningsmusik, der blev komponeret til westerns, er meget tydeligt i mange af de klassiske scores til westerns. Især den ukrainskfødte Dmitri Tiomkin har leveret oplagte eksempler, der også er glimrende musik.

Øst og Vest mødes

Da mange fra de østlige sydstater under depressionen måtte tage vestpå, skete der en vis gensidig indflydelse på de to befolkningsgruppers musik. Mange hillbillier (ikke nedsættende ment) tog cowboytemaet op, og mange i Vesten begyndte at synge de sydøstlige sange. Denne fusionering er grunden til, at countrymusikken en overgang blev benævnt "country and western". Den betegnelse er nok forsvundet efterhånden; det er i hvert fald længe siden, jeg har set den.

Marty Robbins

Cowboytemaet dukker jo op med jævne mellemrum stadigvæk, både på film og i sange, og det har sat et vist præg på countrymusikkens visuelle fremtræden, da mange countryfolk ofte optræder i cowboykluns, også selvom de er fra de sydøstlige stater. I nyere tid har man også set andre, der har gjort cowboyerne og Det Vilde Vesten til deres speciale, som Marty Robbins. Selv om det ikke er almindeligt med titelsange til westernfilm som det var før, så sker det da en gang imellem som i Clint Eastwoods Bronco Billy.

Det var så ikke kun folkemusikken, der satte sit præg. Også populærmusikken i form af swing skabte en ny stil, som næste indlæg handler om

Næste indlæg: Western Swing

Old time

Dette er det første indlæg om countrymusikkens stilarter. Jeg har i et tidligere indledende indlæg forklaret, hvorfor genren kaldes country, og også der forklaret den tidligere betegnelse, hillbilly music.

Og hvad i alverden er så old time? Det korte svar er: musikken fra countrymusikkens tidligste periode. Sandt at sige er den så broget, at det kan være svært at sætte den på en enkelt formel, men jeg prøver at give en oversigt.

Udtrykket old time og dets betydning

En typisk landlig kirke fra Sydstaterne

Ordret oversat betyder ordene ”gammel tid”. Udtrykket er ofte i andre sammenhænge brugt om den fortid, som man mindes med glæde og måske en vis vemod over, at den er gået forbi, så oprindeligt har man nok sagt ”good old time”. En veteran fra Det Vilde Vesten eller guldfeberen blev kaldt en oldtimer, dengang den generation endnu ikke var gået bort. Old time er så i musikalsk sammenhæng en betegnelse, som svarer lidt til, hvad vi på dansk vil kalde "de gamle travere, de gode gamle melodier, sange fra vores bedsteforældres tid" eller andre lignende vendinger.

I 1920’erne, da pladeindustrien for alvor tog fart, blev det brugt som en genrebetegnelse på de plader, som blev udgivet, og som skulle hjælpe folk til at finde den musik, de kunne lide. Pladeindustrien opdagede hurtigt, at der var et marked i Sydstaterne for de gode gamle sange fra ”the good old time”. Så pladeselskabet Okeh fandt på at kalde det old time frem for den lidt nedladende betegnelse hillbilly, som andre pladeselskaber brugte. Det blev også betegnelsen old time, der blev stående.

Den dunkle oprindelse

Ret beset starter historien allerede i starten af det 19. århundrede, hvor en strøm af emigranter, som overvejende var irske og skotske, bosatte sig i de sydlige Appalacherbjerge. De tog deres sange og dansemelodier med, som de kendte fra den gamle verden. Som det altid går med musik, der ikke er nedskrevet, men overleveres fra slægt til slægt, så sker der ændringer. Disse ændringer sker ofte under indflydelse af andre musikalske impulser – i dette tilfælde omrejsende shows og senere, da slaveriet blev ophævet, og afroamerikanerne begyndte at slå sig ned som frie, de sortes folkesange.

Folkemindeforskerne

Folkemindeforskeren
Alan Lomax

I første omgang var det især folkemindeforskerne i starten af det 20. århundrede, der tog turen til Syden for at nedskrive de sange, som folk sang, inden de måske forsvandt. De tidlige pionerer for at nedskrive sangene i området var Alan Lomax og englænderen Cecil Sharp, der mente at finde britiske folkesange i området, som var kommet over med emigranterne og nu var gået tabt i den gamle verden. Deres samlinger anvendes stadigvæk i dag som en kilde til folkesangernes repertoire. Nogle af sangerne lyder, som om de har rødder helt tilbage til middelalderen, mens andre virker mere nye i deres tone. Muligvis har mange af sangene været samlet op fra de omrejsende shows. Men uanset det, så var det dem, som stod lokalbefolkningen i de sydlige Appalacher nær.

Old time kommer på plade

Rejsegrammofon fra 1920'erne

I løbet af tyverne skete der forbedringer med grammofonen, både med henblik på indspilning og afspilning. Selvom det så stadigvæk ikke er den hifi-lyd, som vi er blevet vant til senere, så var det efter den tids målestok et fremskridt.

Mikrofonen blev opfundet; i første omgang var den et hjælpemiddel til, at en taler bedre kunne råbe en stor forsamling op, men man opdagede snart, at den også kunne hjælpe musikere og sangere til bedre at blive hørt uden at skulle spille alt for kraftigt og dermed unuanceret på deres instrumenter. Efterhånden fandt man ud af, at den kunne bruges til at indspille plader frem for den tragt, som man tidligere havde anvendt, hvilket gav en bedre gengivelse af især strengeinstrumenter.

Fiddlin John Carson

Dette gjorde også optageudstyret mere let, så man kunne rejse rundt og optage. Det blev i første omgang brugt af folkemindeforskere, men senere fandt pladeselskaberne ud af, at de kunne tage rundt og optage den musik, som der var et marked for. Musikken er meget svær at sætte på en formel, for det var en broget sammensætning af forskellig slags musik, som folk spillede og sang i deres små blokhuse, når de skulle hvile efter arbejdet, men fællesnævneren må siges at være det, der for dem var de kære gamle travere.

Den første rigtige kunstner, der fik indspillet hos et pladeselskab, var Fiddlin' John Carson, der, som hans tilnavn viser, spillede violin. Han sang de sange, som blev sunget i området, ledsaget af en drone på violinen og indimellem nogle tostemmige understemmer. Det var en meget almindelig måde at ledsage sange på, som menes at gå helt tilbage til middelalderen. Det virker fremmedartet i dag, men det var altså sådan, det begyndte, selvom vi nok vil synes, at nutidens countrymusik har fjernet sig noget fra den start.

De forskellige former

Men for at komme tilbage til musikken: Den bestod især af fiddle tunes, som blev spillet til den såkaldte square dance – en danseform udviklet på baggrund af især kvadrillerne. Der var sange af mange forskellige slags, kaldet ballads. De blev i første omgang sunget uakkompagneret, men efterhånden begyndte man at bruge instrumentledsagelse. John Carson indspillede nogle stykker ved siden af sine sange. Adskillige af disse melodier vil være velkendte for dem, der har gået til square dance, som jo har haft en vis popularitet her i Europa.

Da disse tidlige old time-plader kom, var der begyndt at komme flere instrumenter til, som ledsagede sangerne og violinerne. Det er de uakkompagnerede sange og fiddle tunes, som nok var det oprindelige, hvilket man så lige nåede at få prøver på i de tidlige pladeudgivelser. Takket være postordreforretninger, som skød op i Staterne, og som solgte billige varer til hele landet – hvilket gav muligheder for afsides beliggende egne til at få fat i instrumenter – var der nu flere, der sang til den femstrengede banjo.

Uncle Dave Macon

Banjoen var et instrument, der havde afrikanske rødder og i første omgang var udviklet af sorte slaver, der kunne huske noget af deres afrikanske rødder. Men efterhånden holdt de sorte op med at bruge banjoen, fordi man forbandt den med de nedladende fremstillinger af sorte i minstrelshows. Men den forblev et populært instrument blandt de hvide og mange sange blev akkompagneret af den femstrengede banjo. En af de kendteste var Uncle Dave Macon, der allerede var noget til års da pladeindspilningerne tog fart og derfor nok en rimelig god kilde til hvordan musikken har været langt tilbage. Han opnåede også selv i hans fremskredne alder en rimelig popularitet, da han også var lidt af en showman med sin humor og sprælskhed.

Charlie Poole & the North Carolina Ramblers
et af de førende string bands

Banjoen blev så også efterhånden populær som ledsagelse til violinen, når der skulle spilles til dans og efterhånden kom guitaren til. Med disse tre instrumenter havde man nu det, som efterhånden blev kaldt et string band og det blev en af de vigtigste rødder til den senere bluegrassmusik, som der også vil komme et indlæg om. Det er i hvert fald her man første gang finder grundstammen af den sammensætning af instrumenter, som kendetegner denne senere stil.

Guitaren begyndte også mere og mere at fortrænge violinen og senere også banjoen som ledsageinstrument til sang. Her har vi så nogle af de tidligste eksempler på hvad vi vil kalde en folkesangere, dengang sagde man balladeer, fordi de gamle sange blev kaldt ballads. Her kunne man nævne Bradley Kincaid og Riley Puckett. Der var så også balladeers, der brugte autoharpe, et citherlignende instrument, hvor man let kunne finde harmonierne ved hjælp af knapper. Andre brugte dulcimer, et lille trestrenget instrument, der menes at have rødder i middelalderens instrumenter.

Det skal også nævnes, at musikken i kirken også blev leveret af mange af disse musikere. En stor del af kirkerne havde ikke et kirkeorgel som vi er vant til, musikken blev leveret efter de forhåndenværende søms princip. Her blev der så sunget hymner, nogen så gamle at de var kommet med emigranterne, andre nyere og efter slaveriets ophævelse indoptog man mange af de sortes spirituals.

Carter Family og Jimmie Rodgers

Det var så ikke kun solosangere, der brugte guitaren. Også sanggrupper brugte den. En af de kendteste er Carter Family, der i 1927 havde en legendarisk indspilningssession for Okeh records, og de blev snart efterspurgte efter udgivelsen af disse plader.

A. P. Carter, som var gift med Sara Carter, havde fået overtalt sin svigerinde Maybelle Carter til at danne en gruppe, og A. P. havde rejste meget rundt og samlet sange af mange forskellig slags, og dem sang de så med en for old -time stilen typisk flerstemmig sangstil.

Carter Family, fra venstre Maybelle, A. P. 
og Sara, som spiller autoharpe

Maybelle Carter var en af de første der brugte guitaren til at spille melodi fremfor bare at slå akkorder til sangen. Hun havde en karakteristisk teknik med at spille melodien på de dybe strenge og slå akkorderne på de høje. Det er nok en af de vigtigste rødder til countrymusikkens guitarstil, selv på den elektriske guitar i dag spilles der ofte soloer på de dybe strenge.

Hun blev senere i sentresserne svigermor til Johnny Cash og optrådte ofte på hans shows sammen med sine døtre. Adskillige af de sange de oprindelige Carters indspillede blev udødelige i countrymusikken og synges stadigvæk i dag.

Ved den samme session som Carter Family indspillede ved for første gang, var der også en ung lokomotivfører fra Texas, der sang sange om livet på jernbanen og om vagabonderne der hoppede på godstogene. Han hed Jimmie Rodgers, og han blev den første landskendte countrystjerne med hans karakteristiske sangstil, der inkluderede jodlen. Man ville nok kalde ham en balladeer, men han havde sin helt egen stil.

Jimmie Rodgers

På grund af tuberkulose måtte han opgive at være lokomotivfører, men det gav ham så muligheden for at få en sangerkarriere, som så også blev succesrig. Desværre kørte han sig selv så hårdt med turneliv og indspilninger, så tuberkulosen slog ham ihjel i 1933, kun femogtredive år gammel. Hvis han havde fulgt lægerne råd om at geare ned, kunne han måske være blevet næsten halvtreds. Adskillige af hans sange er klassikere, der stadig synges a countrysangere som T for Texas, Hobo Bills Last Ride og Peach Picking time in Georgia.

Han dannede så også en tradition, der siden blev almindelig i countryens sangskrivning, at man skriver sange på baggrund af sine egne erfaringer, her var det så livet på jernbanen og vagabonderne, der hoppede på godstogene og så nogle galgenhumoristiske sange om hans sygdom – hvis man ikke vidste at de blev sunget af en, der selv kendte til det, så ville man synes, at de var lige grove nok.

Trediverne

Delmore Brothers
fra venstre Alton og Rabon

En forandring i udbredelsen af denne musik kom først med krakket på Wall Street i 1929, der gjorde at folk ikke havde råd til at købe så mange plader længere, men det gjorde den nye opfindelse, radioen, des mere populær og snart var der radioprogrammer med old time musik, der blev spredt ud til et større publikum. Efterhånden begyndte lokalbefolkningen selv at betegne sig som hillbillies for at tage brodden af det.

Monroe Brothers, fra venstre Bill og Charlie

En populær form op gennem trediverne var de såkaldte brother duets,

kaldt sådan fordi de oftest var brødre der lavede dem sammen, selvfølgelig var der undtagelser. 

Det var to mænd, der sang sange tostemmigt, andenstemmen lå over melodistemmen i modsætning til den klassiske flerstemmighed. En af dem ledsagede så med guitar, den anden med et andet strengeinstrument, ofte mandolin, en af de kendteste Delmore Brothers var det tenor guitar, en guitar som er stemt som tenorbanjoen.

En anden af disse brother duets var Monroe Brothers, den yngste af dem Bill fik afgørende betydning for opkomsten af den senere stilart, bluegrass, som vil blive forklaret nærmere i et andet indlæg.

Eftertiden

Alle genrer har deres storhedstid og old time havde sin. Men langt de fleste genrer har jo så også nogen, der holder fast ved dem. Efter 2. verdenskrig, hvor mange amerikanere havde fået forståelse for andre områder end deres eget var old time ikke længere en besynderlig eksotisk lille niche af amerikansk musik, men noget som mange fattede interesse for og så en værdifuld kulturarv i.

Familien Seeger

Her kunne nævnes folkloristen Charles Seeger, der nedskrev og indspillede mange af sangene fra Syden. Hans børn blev noget ved musikken, mest kendt nok Pete Seeger, der introducerede banjoen i tressernes folkemusikbølge og hans halvbror Mike Seeger, der havde stor interesse for old timemusikken og gjorde den kendt for mange unge i Nord og deres søster Peggy Seeger, der takket være et ægteskab med en englænder gjorde stilen kendt for folkemusikfans i Europa. 

New Lost City Ramblers
med Mike Seeger i midten

Mike Seeger startede gruppen New Lost City Ramblers, der i folkemusikbølgen i tresserne fremførte alt hvad de kunne opdrive af Sydens musik fra tyverne og trediverne.

Doc Watson

Doc Watson

En blind guitarist og sanger, Doc Watson, fik også sit gennembrud i forbindelse med folkemusikbølgen. Han sang en bred vifte af sange, men især dem fra hans egen hjemegn i Deep Gap, en lille bjergkløft i North Carolina. Han startede med indspilninger med sin familie, The Watson Family, men begyndte så at lave plader i eget navn, som er kendetegnet ved en varm, dyb stemme og virtuost guitarspil. Selv om han er tro mod traditionen, så er han også kendt for at have fornyet guitarspillet og sat sit præg på både ren folkemusik og country med denne fornyelse.

Oh Brother

Fra filmen O Brother Where Art Thou med
den tidstypiske primitive mikrofon

I 2000 kom filmen O Brother Where art thou instrueret af brødrene Coen. Den foregår i Syden i starten af trediverne og fortæller om tre straffefanger, der flygter fra fængslet og så skaffer sig penge ved at indspille en plade, der bliver et stort hit over hele Syden uden at de er klar over det.

Den indeholdt meget musik fra denne tid, og det gav old timemusikken en lille rennæssance.

Når man lytter det igennem, på CD eller streaming, så er det som et katalog over old time musikken og dens strømninger, lige fra uakkompagneret sang over string band, hymner, balladeers – man får sågar en sang fra Carter Familys repertoire og en af Jimmie Rodgers sange. De bliver fremført af countrystjerner, der var store på det tidspunkt filmen kom. Et godt sted at starte hvis man er nysgerrig efter at høre noget old time.

Under den store depression i trediverne vandrede mange fra Syden mod vest og fik nye musikalske impulser. Det handler næste indlæg om.

Næste indlæg: Westernmusik og cowboysange

Country - hvorfor hedder det sådan?

 

Et typisk appalacherlandskab

Som mange andre musikgenrer har countrymusikken forskellige grene, forskellige stilarter, og fans slynger ofte om sig med disse begreber. Dette er det første i en serie indlæg, der forklarer disse begreber.

I dag handler det om ordet country og begrebet hillbilly, som må siges at være tæt forbundne begreber.

Betydning af ordet country

De fleste af os ved jo nok godt fra vores engelskundervisning i skolen, at country betyder land og har samme dobbeltbetydning som land på dansk. Dels land som en betegnelse for et område, der regeres af en stat. Som Danmark er et land, sådan er USA også ”a country.” Vi har så også betydningen land som modsætning til by, når vi taler om at komme på landet. Den betydning har country også på engelsk, når der tales om ”living in the country” skal det oversættes med ”at bo på landet.

Det er egentlig den betydning vi skal have fat i, når vi taler om musikgenren country. Så ja, det er landlig musik eller – for nogen stilarters vedkommende - har i hvert fald rødder i landlig musik. Her i Danmark har vi jo også musik, der stammer fra landet og noget fra byen, for eksempel stadsmusikanternes underholdning på torvet og ved byfester og så musiktraditioner fra landområder, for eksempel sønderhoninger fra Fanø.

Men når vi så også skal til at sige, at country er sydstatsmusik, så kan mange godt spørge: er der ikke også landlige områder nord for skillelinjen mellem Nord og Syd? Jo, men de landlige områder i Nord har aldrig rigtigt haft deres egen kultur som de landlige områder i Syden. Landboerne i f.eks. New Yorks opland har taget de samme ting til sig, som var sagen inden i den store by som populærmelodierne af Gershwin og Cole Porter.

Sydstaterne som oprindelsessted

En typisk hillbilly hytte, "cabin."

Men de landlige områder i Syden er tyndt befolket og er ofte ufremkommelige bjergområder. Et væsentligt arnested for den specielt landlige musik har været Appalacherbjergkæden, hvis befolkning altid har haft en egen kultur. Den er godt nok stor og strækker sig også langt mod nord, men alligevel kan man godt tale om en speciel appalacherkultur og dermed også appalachermusik, som ofte kaldes mountain music. Det er en betegnelse, der nok stammer fra dengang USA ikke havde bredt sig så langt vestpå endnu og Appalacherne derfor var den eneste bjergkæde. Ellers kunne man jo med god ret sige, at musik fra Rocky Mountains også kunne have den betegnelse.

Det er så også værd at få med, at den specielle musik fra området var underklassens musik. Den sydstatsoverklasse, som vi kender fra film som Borte med Blæsten og Kat på et Varmt Bliktag, dansede til den samme musik, som man gjorde i Nord og i de europæiske fine selskaber og sang stort set også de samme sange. Småbønderne i blokhusene – svarende nærmest til vores husmænd – havde deres egen musik, som de havde bevaret mundtligt.

Nord og Syd som fastlagt før borgerkrigen
(flere vestlige stater var ikke indlemmet i USA)

 Vi skal i den forbindelse også tænke på, at da skellet mellem Nord og Syd blev dannet i forbindelse med borgerkrigen var det vilde vesten stadig utæmmet og adskillige vestlige stater var ikke engang indlemmet i USA endnu. Derfor regner man ikke rigtig stater som f.eks. Arizona med til Sydstaterne, selv om den ligger mere sydligt end Sydstaterne i øst. Det hører også med til historien, at borgerkrigen ikke bare var frygtelig mens den stod på, men efterlod et dybt sår i forholdet mellem Nord og Syd, som aldrig helt er blevet lægt.

Hvad er hillbilly?

Betegnelsen country for musikformen blev først etableret i 1940’erne. Før det havde man brugt det mere nedsættende hillbilly musik. Ordet hillbilly er dannet af ordet hill, bakke, som hentyder til det bakkede landskab og billy, der udover at være et drengenavn også har været betegnelsen for en småbonde. Det er oprindeligt et skældsord for en uuddannet person fra landet, der ikke kender meget andet end sit eget område. At oversætte det til bonderøv eller bondeknold, når det bruges det den måde, er meget dækkende. I flere perioder har indbyggerne i Syden fundet på at bruge det som en betegnelse om sig selv for at tage brodden af det.

Hvordan musikken fik betegnelsen country

En stor forandring var da 2. Verdenskrig brød ud. Mange skulle nu gøre tjeneste i krigen og mødte her mange mennesker fra andre dele af USA. På den måde fandt mange nordstatsfolk ud af, at hillbillierne ikke behøvede at være så dumme og indskrænkede, og mange sydstatsfolk fandt ud, at ikke alle fra Nord nødvendigvis var arrogante og nedladende.

Dermed fik de også en større gensidig forståelse for deres musik. Yankeerne, som man ofte har kaldt Nordstatsfolk i Syden, fik noget mere forståelse for hillbilliernes musik som andet end noget kuriøst. Og hillbillierne fra Sydstaterne begyndte også at se yankeernes musik som andet end ”nymodens pjat.”

Så her begyndte man så også at erstatte betegnelsen for Sydens musik med country fremfor den tidligere lidt nedladende betegnelse.

Og den betegnelse bruger vi jo så i dag. Det er så en musikgenre, der i lighed med andre musikgenrer har skudt nye grene, og i kommende indlæg skal det forklares hvad de ”mærkelige” ord man ofte siger i forbindelse med countrymusikken betyder.

Næste indlæg: Old time