Westernmusik og cowboysange

 

Sådan ynder vi at se cowboyen

Forrige indlæg: Old time
Det er næsten lige før, de to betegnelser giver sig selv: sange, som cowboyerne sang, når de skulle fordrive tiden ude på prærien – sange om cowboyernes liv.

Desuden var der også dansemusik i denne vestlige del af Staterne, som ofte havde et vist præg af nabolandet mod syd, Mexico. Da der også var en hel del samfund af tyske emigranter i området, gled de forholdsvis nyopfundne tyske instrumenter, mundharpen og harmonikaen, ind – den sidste mest i dansemusik. Mundharpen var et let instrument for cowboyen at have med i lommen, når han skulle ud på vidderne og drive kvæget sammen.

Danseorkestrene havde også en del tyske polkaer og valse på deres repertoire, da det jo var det, som de tyske emigrantsamfund, som de blev inviteret ud til, gerne ville danse til. Også det mexicanske mindretal nord for grænsen havde deres specielle musik kaldet tex-mex – en forkortelse af texansk-mexikansk – med deres egne spansksprogede folkesange og både mexicansk, angloamerikansk og tysk dansemusik.

De tidlige cowboysange

Cowboysangene er ofte med følelsesladede melodier, som menes at være importerede melodier fra den gamle verden, der har fået nye ord. Den teori kan godt være rigtig; at vi så ikke har dem på noder fra Europa, kan skyldes, at de aldrig er blevet skrevet ned, eller at de er gået tabt. Som altid med folkeligt overleveret musik er oprindelsen dunkel. Men der er cowboysange, som har en vis lighed med engelske folkesange. De små ændringer hører jo til, når sange overleveres mundtligt.

I nyere tid bruges guitaren som ledsageinstrument, men sandsynligvis er de oprindeligt ude på vidderne blevet sunget uden instrumentledsagelse, måske nogen gange med den lette mundharpe. Guitaren, som jo er lidt svær at transportere ud over vidderne, har sandsynligvis været brugt, når de skulle hygge sig hjemme på ranchen efter dagens arbejde.

Carl T. Sprague 

Langt tilbage var det folkloreforskeren John Lomax, far til den senere legendariske Alan Lomax, der rejste rundt og indsamlede cowboysange til sin klassiske samling Songs from the West. Men da pladeindustrien for alvor tog fart med bedre udstyr – tidligere beskrevet lidt nærmere i indlægget om old time – begyndte man også i de vestlige stater at indspille de gamle cowboysange. Den første kom i 1925. Det var "When the Work's All Done This Fall" med Carl T. Sprague, en sørgelig sang om en ung cowboy, der mister livet, da kvægflokken bisser. Den er meget karakteristisk for den udprægede tragiske tone i en stor del af cowboysangene. Efter ham kom sangere som Tex Ritter, Ernest Stoneman og sågar en enkelt cowgirl, Patsy Montana med sangen I Wanna Be a Cowboys Sweetheart fra 1935. Hun var den første kvinde der stod frem som solist i den genre, tidligere havde kvinder mest haft deres plads i familiegrupper.

På et tidspunkt fremstod der endda et velsyngende mandsensemble, der sang om det gamle Vesten, Sons of the Pioneers. De startede som en trio, men tog efterhånden flere medlemmer ind og endte som et sextet.

Sons of the Pioneers

Tex Ritter

Mange sange er stadigvæk kendte i dag, som "Streets of Laredo" og "The Chisholm Trail". På film har Hollywood romantiseret Det Vilde Vesten, men i sentresserne og halvfjerdserne skete der en afromantisering med film som The Wild Bunch, En god dag at dø, Soldier Blue og flere andre. Når man ser på de gamle cowboysange, så ser man, at de klarede afromantiseringen flere årtier før Hollywood. Teksterne handler ofte om unge cowboys, som det går ilde på grund af dumdristighed, samt om kvægtyve og hævn. Selvom det sidste også har været et tilbagevendende tema i westerns, så er det ofte uromantisk skildret i sangene, i modsætning til mange af filmene handler de om de forfærdelige følger af hævngerrighed. Jeg er godt klar over, at de film ,der skildrer den bagside, er blevet mere almindelige de senere årtier.

Vi skal heller ikke glemme soldatersangene, som kavaleriet tog med sig til Det Vilde Vesten efter borgerkrigen, som "Yellow Rose of Texas" eller "The Girl I Left Behind Me". Mange af dem fik også en vis popularitet i civilbefolkningen. Netop fordi det er soldatersange hører man dem ofte sunget af mandskor, men de er så også blevet indsunget med solosangere.

Efterspørgslen fra Hollywood

Mange af de sangere, som havde indsunget cowboysangene på plader, blev også efterspurgte i Hollywood. De tidlige westerns i trediverne med lyd var ofte musicals i et westernmiljø; her opstod begrebet "The Singing Cowboy". De kendteste er nok Gene Autry og Roy Rogers. Den sidste dannede en sangkvartet, som i det hele taget var en populær form også i andre genrer, især gospelmusikken. De sange, som blev lavet specielt til disse film, er mere romantiserende end de gamle cowboysange.

Roy Rogers

Da westerngenren efterhånden fik den klassiske form, vi kender fra senere, gled "The Singing Cowboy" ud, men cowboysangenes lokale popularitet blev ikke slækket af den grund, og der blev stadig indspillet plader. Da nogle westerns havde en titelsang, der blev sunget under forteksterne, var der en del af sangerne, der reddede sig en ekstra skilling indimellem ved at indsynge disse sange. Det klassiske eksempel er sangen "Do Not Forsake Me" fra den klassiske High Noon (på dansk Sheriffen), sunget af Tex Ritter. Den blev også sunget flere steder i løbet af filmen, og mange vil nok huske den især fra de scener, hvor Gary Cooper går ensom ned ad gaden, mens sangen lyder i baggrunden. Eller også John Wayne-filmen North to Alaska (den med slagsmålene), hvor titelsangen synges af Johnny Horton. Den blev et hit i Danmark som "Kom til Alaska" med Four Jacks.

Fess Parker som
Davy Crockett

Det kunne også ske, at man skulle bruge sange til tv-westernserier, da tv senere begyndte at vinde frem i halvtredserne. Her kender mange nok "The Ballad of Davy Crockett" fra Disneys tv-serie om den legendariske nybyggerhelt, sunget af hovedrolleindehaveren Fess Parker. Den blev også herhjemme et hit i en dansk gendigtning med Preben Uglebjerg.

At westernmusikken har sat sit præg også på den underlægningsmusik, der blev komponeret til westerns, er meget tydeligt i mange af de klassiske scores til westerns. Især den ukrainskfødte Dmitri Tiomkin har leveret oplagte eksempler, der også er glimrende musik.

Øst og Vest mødes

Da mange fra de østlige sydstater under depressionen måtte tage vestpå, skete der en vis gensidig indflydelse på de to befolkningsgruppers musik. Mange hillbillier (ikke nedsættende ment) tog cowboytemaet op, og mange i Vesten begyndte at synge de sydøstlige sange. Denne fusionering er grunden til, at countrymusikken en overgang blev benævnt "country and western". Den betegnelse er nok forsvundet efterhånden; det er i hvert fald længe siden, jeg har set den.

Marty Robbins

Cowboytemaet dukker jo op med jævne mellemrum stadigvæk, både på film og i sange, og det har sat et vist præg på countrymusikkens visuelle fremtræden, da mange countryfolk ofte optræder i cowboykluns, også selvom de er fra de sydøstlige stater. I nyere tid har man også set andre, der har gjort cowboyerne og Det Vilde Vesten til deres speciale, som Marty Robbins. Selv om det ikke er almindeligt med titelsange til westernfilm som det var før, så sker det da en gang imellem som i Clint Eastwoods Bronco Billy.

Det var så ikke kun folkemusikken, der satte sit præg. Også populærmusikken i form af swing skabte en ny stil, som næste indlæg handler om

Næste indlæg: Western Swing