Rockabilly

 

Bill Haley & his Comets - 
de startede rockfeberen

Ordet rockabilly er en sammentrækning af rock og hillbilly, et begreb som blev forklaret i første indlæg. Det er betegnelsen for den udgave af rock and roll, som blev dominerende blandt de unge hvide sydstatsfolk.

Gennembrudet for rock and roll

I 1954 sang Bill Haley and the Comets sig ind på hitlisterne med Rock Around the Clock, tydeligt inspireret af de sortes musik med den markante rytme og soloerne. Ja, og takket være det lineup af instrumenter, som honky tonkmuskken havde dannet, så var sammensætningen af instrumenter jo ikke så forskellig fra det, som man kendte derfra, lige bortset fra saksofonen. De fik snart efterfølgere og blev hjulpet godt på vej af, at den blev brugt i filmen Blackboard Jungle om en skolelærers kamp for at klare problematiske elever i et fattigkvarter.

Sun-studierne i Memphis, Tennessee

Sun studierne
i Memphis, Tennessee

Samtidig kæmpede et lille pladeselskab i Memphis - Sun Records - for sin eksistens. De indspillede meget lokal musik, men økonomien skrantede. Men en dag i juli 1954 kom en ung lastbilchauffør ind og ville indspille en plade, der skulle være en gave til hans mor. Det var Elvis Presley. Side 1 var det gamle bluesnummer That’s Allright, Mama, side 2 var en countrysang Blue Moon of Kentucky skrevet af bluegrassmusikkens far Bill Monroe. Meget karakteristisk lavede han Monroes sang om fra den oprindelige tredelte takt til firdelt takt, og den blev spillet i et raskt tempo, der også kendetegnede bluegrasssange i firdelt takt.

Elvis fortsatte med at indspille på Sun og da han gav et rimeligt godt lokalt salg, lod de andre komme bagefter. Det var Jerry Lee Lewis, Carl Perkins og Johnny Cash. For de unge i Syden var det et friskt pust. De syntes efterhånden deres forældres musik var noget oldnordisk, men her var musik, som talte til dem og indbød til dans og fest.

Det var stadig musik, der var lokalt forankret, men alligevel havde den rytme, som via Bill Haleys hit var blevet populær på landsplan. Det skal ikke glemmes, at Bill Haley and the Comets var et countryband før de begyndte at rocke. Adskillige har jo observeret lighederne mellem melodierne til Rock Around the Clock og Hank Williams’ Move it on over. Det er ikke nødvendigvis et bevidst plagiat, selv om Haley er blevet beskyldt for det flere gange.

Kendetegnene

Rockabillyen har rock and rolls markerede rytme, men i forhold til mange andre versioner er den neddæmpet, der er f.eks. langt til Little Richards maniske sangform. En ting skal så bemærkes: mange af de mere bombastiske rock and roll folk tog ofte countrysange på repertoiret, når der lige skulle være lidt afveksling. F.eks. gjorde førnævnte Little Richard det ofte, overraskende endda ofte sange af bluegrassskaberen Bill Monroe, som han havde stor agtelse for. Og et andet eksempel: Fats Domino indspillede på et tidspunkt Hank Williams' Jambalaya. Det viser noget om, at grænsen mellem genrerne ikke altid er så vandtætte, som vi ofte vil gøre dem til.

Mange mente, at denne nye musik var skadelig for ungdommen og førte umoral med sig. Der gik heftige debatter om det i hele USA. Men for disse hvide sydstatssangeres vedkommende måtte man jo sige, at instrumenterne jo var det samme som man hørte i honky tonk-stilen, minus steelguitaren. Men rytmen var mere markeret, trommerne gik mere igennem og guitaren spillede enkle figurer, der tjente til at drive rytmen fremad.

Mange af udøverne insisterede på, at deres musik stadig var country. Det var netop Elvis, der også kaldte sig selv en hilbilly cat, der fandt på betegnelsen rockabilly. Det har nok været med til at tage noget af det nedladende af betegnelsen hillbilly. Han skulle engang i de tidlige tressere lave en duet i et tv-show med countrysangerinden Connie Francis (den duet er aldrig blevet udgivet på plade), der udtrykte betænkelighed ved, om det ville gå, for hun var jo en countrysanger. Elvis svarede: ”So am I.” Med andre ord: han vedkendte sig sine rødder.

Da Elvis mod slutningen af 1955 skiftede til RCA og fik landsdækkende succes, var rock and rollfeberen for alvor i gang. Rockabilly var bare en variant af denne nye vilde musik, kendetegnet ved en tone, der lå tæt op ad countrymusikken og mange af rockabillyens udøvere sang ind imellem stille ballader, der havde umiskendeligt countrypræg, ind imellem sang de endda rene countrysange. 

De fire store fra Sun Studierne.
Elvis Presley ved klaveret.
Stående fra venstre: Jerry Lee Lewis,
Carl Perkins, Johnny Cash.

Carl Perkins

Carl Perkins var nok Elvis’ nærmeste konkurrent. Han kunne godt, da Elvis blev indkaldt til militærtjeneste i 1958, have overtaget titlen King of Rockabilly, hvis ikke en bilulykke havde invalideret ham i længere tid.  Han kom sig og overlevede økonomisk ved ofte at være gæsteoptrædende hos Johnny Cash, som var hans nære ven.

Hans musik er enkel og uforfalsket med en ligefremhed, der passer til rockabillystilen. Tilmed var han en glimrende guitarist og har sammen med Elvis' guitarist Scotty Moore sat standarden for, hvordan elguitaren skal spilles i den stil. Mange kender nok hans klassiker Blue Suede Shoes og Beatles-fans kender nok dem, som The Beatles indspillede i deres tidlige periode, Matchbox, Honey Don't og Everybody's Trying to Be My Baby. 

Jerry Lee Lewis og Johnny Cash

Jerry Lee Lewis har en særlig lyd i kraft af at han er pianist, og klaveret derfor er en fremtrædende del af hans lydbillede. Selv om han mest er kendt for sine rocknumre med et spændstigt klaverspil som f.eks. Whole Lotta Shaking eller Great Balls of Fire, så har han også indspillet en del countrysange. Han er især glad for Hank Williams. Jeg kan personligt godt lide hans version af Willams' You Win Again.

Johnny Cash er den af Sunstudiets kunstnere, der holdt sig på toppen længst, lidt til og fra. Hans tidlige ting er rendyrket rockabilly, men efterhånden blev hans repertoire bredere, både i hans egne sange, der ofte tog aktuelle emner op og de sange, han lånte fra andre. Derfor er der nok heller ikke mange, der tænker på ham som rockabilly senere, men det var der han startede. Han har især holdt sig på grund af sit stærke sangskrivertalent. Mange af min generation husker ham nok især for hans fængselskoncerter, især hans koncert i San Quentin-fængslet, der også blev sendt på dansk tv.

Conway Twitty

Andre rockabilly-kunstnere

Vi skal så også huske, at Sun studierne ikke var det eneste selskab, der udgav rockabilly. Som før nævnt skiftede Elvis til RCA. Fra andre pladeselskaber kom Conway Twitty. Han er mindre rockpræget end de andre, men alligevel nok til at han er rockabilly.

Brenda Lee

Også Johnny Horton, der på det tidspunkt var honky tonk, tog rockabilly til sig i en periode og hvad instrumenterne angår, så var springet jo heller ikke så stort fra honky tonk til rockabilly.

Der var så også Webb Pierce, der godt kunne have en stil, der næsten var lige så voldsom som Little Richard. Han ligger næsten på grænsen mellem rockabilly og andre samtidige former for rock.

I denne mandeverden dukkede en enkelt kvinde op, Brenda Lee, hun fik sit gennembrud som kun 13-årig og er nok mest kendt for juleklassikeren Rocking Around the Christmas Tree, som senere fik et revival med Kim Wilde. Ellers har hun lavet hits som Sweet Nothing, I'm Sorry og I want to be wanted.

I dag

I en musikbutik og på streaming vil man i dag finde rockabilly anbragt under rock side om side med alt det mere eller mindre heavyprægede. Men countryfestivalerne har ofte et eller to indslag med rockabilly, fordi den gren af countrymusikken har et publikum som skal tilgodeses. Det vil så aldrig blive hardcore rock, men nogen der spiller den moderate rockabilly som Elvis og Carl Perkins.

Den har så også sat et varigt præg på country på den måde, at visse sange ofte har tydelige kendetegn fra rocken. Det er især udpræget i de ting, der kom fra studiet i den californiske by Bakersfield, som jeg vil komme ind på i et andet indlæg. Det blev også en forudsætning for, at man på USA's vestkyst udviklede country rock, som der også vil komme et indlæg om.

Men ingen tvivl: rockbølgen skabte en krise for alle musikgenrer, country inklusiv – her medregner jeg bluegrass. Men hvordan den klarede skærene, det hører under forklaringen på andre begreber. I første omgang forsøgte man en ny strategi i Nashville.

Næste indlæg: Nashville sound - Country Pop

Bluegrass

Bluegrass-planten, engrapgræs

Ordet bluegrass er oprindelig en betegnelse for en græsplante med en blålig kulør, på dansk hedder den engrapgræs, se nærmere her. Den dominerer især landskaberne i staten Kentucky, som af den grund har fået tilnavnet The Bluegrass State.

Men det skulle også blive betegnelsen på en sydstatslig musikform, som fik sit eget kredsløb parallelt med den ordinære country. Den blev - og bliver stadig af nogen - betragtet som en stilart i countrymusikken, men flere og flere betragter den som en selvstændig, om end beslægtet, genre med de samme rødder i Appalacherbjergkædens old time som country, også i lighed med country med impulser fra de vestlige stater, bare nogle andre impulser.

Jeg har da selv, når jeg har skullet forklare hvad det var, betegnet det som en art countrymusik, fordi det er det mest forståelige. Men at den adskiller sig fra den gængse country på flere punkter, det er sandt nok, siger jeg uden at fornægte lighederne. De nok tydeligste forskelle er - som vi skal se i indlægget - instrumentvalget, det høje toneleje, de improviserede soloer mellem hvert vers - de kan dog forekomme i ordinær country, bare ikke så ofte - og den specielle flerstemmige sang.

Baggrunden

For at begynde med begyndelsen: selv om der skete radikale ændringer med countrymusikken og honky tonk stilen med dens elektriske instrumenter blev dominerende, også i de populære radioprogrammer, så var der stadig sydstatsboere, der holdt fast ved den gamle stil og helst ville høre det man forbandt med old timestilen i alle dens varianter fra tyverne og trediverne. Det gjaldt især dem, der ikke flyttede til byerne, men blev på bakkerne i deres blokhuse og dansede square dance i laden, når der skulle være fest.

Derfor havde adskillige af scenerne og radioprogrammerne også deres string bands, brother duets og balladeers (se indlægget om old time for forklaring af disse begreber) for at tilgodese dette mere gammeldags orienterede publikum. En sanger som Roy Acuff var meget populær hos det publikum, fordi han holdt fast i de akustiske instrumenter og nok sang nye sange, men i den gamle stil.

Bill Monroe

Bill Monroe som ung

En af dem, der havde fast job på radioshowet Grand Old Opry der sendte live med publikum, var en ung mand fra bluegrasstaten Kentucky, Bill Monroe, som i trediverne havde sunget duet med storebroren Charlie.

De to var i den tid de spillede sammen en af de ypperste af hvad man kalder brother duets, med en andenstemme, der ligger over melodistemme. Den blev sunget af Bill til Charlies fremførelse af melodien.

Charlie havde en guitarstil bestående af mange hurtige basløb på de dybe strenge og Bills mandolinspil udviklede sig i løbet af duoens levetid til at blive virtuos.

Monroes band The Bluegrass Boys

De oprindelige Bluegrass Boys
før den endelige lyd blev dannet

I 1938 startede Bill sit eget band uden storebror. Det kaldte han som en hyldest til fødestaten The Bluegrass Boys. Han spillede stadig mandolin og sang med en højtliggende lys stemme. Han havde en stor kærlighed til violinen, men da han som helt ung skulle spille med sine brødre til dans, endte han ofte med mandolinen. Han var jo den yngste, der ofte måtte rette sig efter sine store brødre. Men hans kærlighed til den gjorde, at han lod violinen få en dominerende rolle i bandets musik.

Udover Bill Monroe havde bandet skiftende besætninger med guitar, violin og som noget nyt kontrabas, der gav et ekstra skub på takten, som man jo også havde hørt i western swing.

Monroe havde en vision om at skabe en helt ny lyd uden at bruge andre instrumenter end de traditionelle, og han lærte de skiftende guitarister at spille som hans bror Charlie havde gjort. Han var især begejstret for Texas-faconen at spille violin på med den synkoperede rytmik - at lægge betoningerne mellem taktslagene - og valgte for det meste violinisterne efter det eller også lærte han dem op til det.

Deres repertoire bestod af gamle traditionelle sange fra Syden og Monroes egne sange, der ofte var melankolske i deres tone og tekstindhold i kontrast til musikkens livlighed, men uden den dysterhed, der kunne kendetegne honky tonkmusikkens mørkere sange. Deres melodier var traditionelt formede og teksterne ofte de samme temaer, som dominerer countrytekster generelt: ulykkelig kærlighed, hjemve, lovprisning af det enkle liv med familien, toget som symbol på de store områder.

Men der manglede stadig meget til den lyd han gerne ville skabe. Det hindrede ikke ham og hans band i at være et af de mere elskede indslag på Grand Ole Opry blandt de faste lyttere, men de plader de indspillede slog ikke rigtigt an. Tilflytterne i byerne blev mere og mere vant til honky tonk-stilen og betragtede Monroes band som gammeldags, og blandt det publikum, der hang ved old time, måtte de konkurrere med flere andre sangere og bands, der holdt fast i den gamle stil.

Stilen dannes

Den sammensætning af bandet, hvormed
Monroe skabte bluegrass, på scenen

Monroe blev ikke forsinket af verdenskrigen i at arbejde på sin vision, da han som svagtseende var kendt uegnet til militærtjeneste. I 1945 fandt han efterhånden det han søgte.

Han traf en guitarist og sanger fra Tennessee ved navn Lester Flatt, som havde en velklingende tenorstemme. Han havde været en stor beundrer af Monroe Brothers og havde derfor lært at ledsage sin egen sang med de samme teknikker Charlie Monroe brugte.

Violinspilleren Chubby Wise, oprindelig fra Florida, kom som den, der mestrede western swingstilen med dens særlige rytmik, det var hvad han havde spillet før for texanske tilflyttere til Florida. 

Howard Watts - bedre kendt under sit kunstnernavn Cedric Rainwater - var der i forvejen på kontrabas og Bills eget spil på mandolinen var blevet trænet op til en høj grad af virtuositet, samtidig med at han havde fundet ud af at spille akkorder på den. Med basslaget på taktslagene og mandolinens akkorder på og-slaget og guitaren som en slags bro imellem dem, fik musikken en hoppende rytme. Mig bekendt er bluegrass den eneste genre med mandolin, hvor den spiller akkorder.

Nu havde han efterhånden fået den lyd han drømte om, men så kom en nyt element ind, som han ikke havde planlagt, men endte med at blive lidt af et kendemærke og symbol på den nye stil: den femstrengede banjo, spillet af en ung mand fra staten North Carolina, Earl Scruggs, som Flatt fik med på grund af et nært venskab med ham. Scruggs havde udviklet en særlig fingerspilsstil, der gav en strøm af toner omkring meloditonen som kontrast til den mere samklingende stil, der havde været brugt før.

Kendetegnene

Lyden af dette band slog an. Alle kunne høre, at selv om det var de traditionelle instrumenter, så var det alligevel noget nyt. Der blev sunget i et højtliggende toneleje, hvor Flatt sang melodien i omkvædet og Monroe sang andenstemmen, der lå over melodien. I verset var det nogen gange Monroe, der sang melodien solo, andre gange var det Flatt. Lejlighedsvis blev der føjet en tredjestemme til i omkvædet, som lå under melodistemmen, den blev sunget af Scruggs. Mellem hvert vers på sangene spillede mandolinisten, violinisten og banjospilleren efter tur en improviseret solo baseret på versets harmonier. Det var med til at gøre det til en genre, hvor man lagde vægt på spil på et teknisk højt niveau. Guitaren og bassen blev i dette band udelukkende brugt som ledsagelse. Det ændrede sig i efterfølgende bands for guitarens vedkommende.

Monroes egne sange var stadig i samme stil som før dette skelsættende band: overvejende melankolske tekster til traditionelt formede melodier, der blev sunget i et højt toneleje. Man har kaldt hans sang for "the high lonesome sound." De kunne dog være muntre ind imellem som i en sang om et hestevæddeløb, Molly and the Teenbrooks. Ellers var det den melankolske tone der dominerede med sange som Little Cabin Home on the Hill, Blue Moon of Kentucky og Traveling Down this Lonesome Road.

Bandet spillede også instrumentalnumre i meget hurtige tempi, ofte med violinen som den førende stemme. Den første der blev udgivet af dem var Bluegrass Breakdown. Her gik det på omgang med at spille blandt violin, banjo og mandolin som mellem versene på sangene.

Når de sang hymner, som de havde været vant til at synge i kirken på hjemegnen, så var der mindre spil på instrumenterne, ofte kun guitar og mandolin, og den flerstemmige sang blev udvidet til en kvartet, en ekstra basstemme nederst, sunget af Watts. Den første de indspillede var Wicked Path of Sin.

Med det kunne man roligt sige, at en ny musikform var født med rødder i string bands og den flerstemmige sang fra old time-perioden. En hel del af det publikum, som fandt honky tonk lidt for kras ind imellem, tog den til sig. Det havde tydelige rødder i den tradition de holdt af, men alligevel var det nyskabende. Men det helt store gennembrud på pladefronten lod vente på sig, muligvis fordi det store pladekøbende publikum i byerne, der dansede til honky tonk, fandt det for fremmed.

Følgerne

Monroe kørte et meget hårdt turneprogram, og det var ikke alle, der kunne klare det, især ikke hvis de havde familie og deraf følgende forpligtelser. Derfor var der ofte udskiftning i The Bluegrass Boys og medlemmerne har ofte været unge, selv da Monroe var kommet til års. De var glade for det de lærte hos ham, men når de fik familie måtte de vælge hvilken forpligtelse de måtte prioritere. Men de startede så egne bands, nogen satte deres eget præg på den nye stil. På den måde blev Monroe ved med næsten hele sit liv at være en institution for genren: der hvor flere nye musikere blev udklækket og så fik betydning.

Flatt & Scrugss

Flatt & Scruggs (i midten bagerst)
and the Foggy Mountain Boys

Det første tilfælde var, at Lester Flatt og Earl Scruggs forlod The Bluegrass Boys i 1948 og dannede deres eget band, Flatt & Scruggs and the Foggy Mountain Boys, hvor banjoen fik en endnu mere dominerende rolle end hos Monroe. Da Scruggs også var en habil guitarspiller skiftede han til guitar i sange, hvor de syntes der skulle være en guitarsolo. Det var oftest i hymnerne.

Dobro, egentlig en akustisk
variant af Hawaiiguitar

Desuden indoptog de et nyt instrument, dobroen, en guitar lavet af stål med en resonator, som i lighed med hawaiiguitaren blev spillet med et metalrør. Den er i dag en accepteret del af bluegrass og har især en god effekt på de stille sange.

Flatt & Scruggs slog igennem med hits på plader og kom derfor i første omgang til at stå med æren for at have opfundet stilen. Her må man sige, at den ære tilkommer Monroe med al respekt for, at Flatt & Scruggs også har lavet god musik.

Da Earl Scruggs havde lidt af en stjernestatus som virtuos banjospiller udgav de en del instrumentalnumre med banjoen som hovedinstrumentet. Et af dem, Foggy Mountain Breakdown, blev senere kendt, da det i 1969 blev anvendt i gangsterdramaet Bonnie and Clyde, muligvis fordi den foregår i Sydstaterne, og så skulle der bruges musik man forbandt med den del af USA.

At banjoen nærmest er blevet symbol på bluegrass er i høj grad takket være Earl Scruggs. Sandt at sige: han var en virtuos og dannede skole. Men de andre elementer af genren skal bare ikke glemmes.

Nogle eksempler: Take me in a lifeboat Indeholder både banjo, violin og dobrosolo og firstemmig sang.
Let your brown eyes smile Et eksempel på hvordan dobroen pynter i de stille sange. Tostemmig sang.
Jimmy Brown the Newsboy Et af de sange hvor Scruggs spiller guitar.

De opfølgende bands

Adskillige andre bands, som holdt fast i den gamle stil, begyndte nu at efterligne det nye, der var kommet med Monroe og Flatt & Scruggs. På et tidspunkt skulle den nye stil have et navn, og da forsøgte man flere navne som new string band music, acoustic, new banjo music, men den sejrende betegnelse blev at opkalde det efter Bill Monroes band, bluegrass.

Grunden til dens levedygtighed er også, at den har videreudviklet sig og kunnet forny sig. Den oprindelige med Bill Monroe og hans tidlige følgere kaldes traditionel bluegrass. For at indlægget ikke skal blive for langt, forklarer jeg den senere udvikling i senere indlæg.

Stanley Brothers,
fra venstre Ralph and Carter

Men allerede nogle af dem, der hørte til Monroes egen generation, føjede nye dimensioner til genren, selv om de så stadig er traditionelle.

Stanley Brothers

Stanley Brothers and the Clinch Mountain Boys med brødrene Ralph og Carter Stanley i spidsen havde allerede optrådt længe med old time string band musik, men de begyndte at efterligne Bill Monroes band ret hurtigt efter at den nye stil var fundet. De var det første band, der lod guitaren få en solo, da de havde en fremragende guitarspiller i George Shuffler. Desuden udviklede de firstemmige fremførelser af hymnerne endnu videre. Deres lyd klingede mere af old time end Bill Monroea band og Flatt & Scruggs gjorde, men ikke mere end at de fulgte fornyelserne.

Carter døde 41 år gammel af en hjerneblødning i 1966, Ralph var aktiv til sin død i 2016 og udgav plader i eget navn, hvor han holdt trofast ved den lyd, han havde skabt med sin bror.

Nogle eksempler: Will you miss me Et gospelnummer, Indeholder både deres typiske firstemmige sang og en prøve på George Shufflers guitarspil. I'll take the blame Typisk for deres lyd med fuldt band. Fire on the Strings Et for stanleyerne typisk instrumental.

Reno & Smiley

Reno & Smiley

Reno and Smiley fulgte stort set Monroes stil. Banjospilleren Don Reno havde efterfulgt Earl Scruggs i 1948 og var en "bluegrass boy" indtil 1950, hvor han mødte sangeren Red Smiley.

Reno brugte ofte en særlig akkordmelodi på banjoen og spil på enkeltstrenge som på en mandolin. I lighed med Scruggs skiftede han også lejlighedsvis til guitar. hvor han også viste imponerende evner. Det har også fået parret til ind imellem at lave plader med bare to guitarer, de er samlet på albummet All Guitar, hvor Red Smiley spiller akkorder, og Don Reno spiller solo, og de synger som de gør med det fulde band.

Smiley døde i 1972 af komplikationer forårsaget af sukkersyge, 47 år gammel. Han blev afløst af Bill Harrell, som havde en særpræget stemme. Den er så ikke lige min smag, men det er netop smag, jeg ved godt mange kan lide den.

Nogle eksempler Love Come Home en af deres klassikere I know you're married en anden klassiker med en karakteristisk banjosolo Mountain Rosa Lee et eksempel på bare to guitarer.

Jimmy Martin

Jimmy Martin

Jimmy Martin var først sanger hos Monroe fra 1949 til 1954, og var med til at definere den klassiske bluegrasslyd i den sammenhæng. Han havde evner i retning af flerstemmig sang, så han lavede størstedelen af deres flerstemmige arrangementer i den periode, og Monroe tog ved lære af ham også i fremtidige udgaver af sit band.

Men Martin var træt af den melankolske tone, der prægede Monroes sange. Med sit eget band The Sunny Mountain Boys udviklede han som reaktion en munter og ofte humoristisk udgave af bluegrass, der er blevet kaldt good’n’country. Muligvis var det også årsagen til, at han i modsætning til Monroe og co. klarede sig igennem rock and rollperioden uden nævneværdige problemer.

Nogen finder det lidt pjattet - jo måske, men hey, manden kan jo synge. Desuden kan det friske op i en genre med ofte mørke tekster, at der er en, der har mod til at fjolle. Hans musik er især stærk på flerstemmig sang i omkvædene, men også banjospillet af J.D. Crowe, som senere i sentresserne dannede sit eget band, er fuldt på højde med Earl Scruggs.

Nogle eksempler: Sunny Side of the Mountain Hans måske mest berømte sang som han opkaldte sit band efter Prayer Bells of Heaven Et gospelnummer, der giver et eksempel på hans flerstemmige sang  Poor Little Bullfrog Et godt eksempel på når han virkelig fjoller.

Jim & Jesse

Jm & Jesse

Brødrene Jim & Jesse med efternavnet McReynolds havde allerede ved Monroes og Flatt & Scrugss' gennembrud optrådt med og indspillet hymner nogle år, men med den nye genre tog de en banjospiller, en violinist og en kontrabassist med sig og spillede rendyrket bluegrass med deres tostemmige sang i forgrunden.

Jesse udviklede mandolinspillet med helt nye avancerede teknikker, som Monroe ikke havde fundet på. Hans mest kendte selvudviklede teknik kaldes crosspicking, en stil hvor han spiller flere toner omkring selve melodien for at efterligne Scruggs-banjostilen på mandolin. Den teknik blev senere også indoptaget af en hel del guitarister, i første omgang George Shuffler fra Stanley Brothers' band.

Nogle eksempler: Ashes of Love En sang fra den gængse country, som de gør til bluegrass Cotton Mill Man  En af de sange, hvor de begge synger noget af verset solo. The girl I left behind me med en skrap mandolinspiller som Jesse skulle der selvfølgelig være nogle instrumentalnumre.

En bombe i 1954

Det tegnede i starten af halvtredserne til at bluegrass skulle blive den helt store nye musik parallelt med honky tonkmusikken, men så gik Rock Around the Clock med Bill Haley & the Comets ind på hitlisterne i 1954. Så var rock and roll sagen. Både for den elektriske honky tonk og for den akustiske bluegrass var det en mavepuster, det var det for øvrigt for alle musikgenrer. Var bluegrass blevet den store musik fra USA vi havde lyttet til, hvis der ikke var kommet rock and roll? Det er absolut muligt, men det lader sig ikke sige med sikkerhed.

Men bluegrass døde dog ikke fuldstændig af det hårde stød og har vist sig levedygtig trods rock and rollkrisen. Jeg vil i senere indlæg forklare den senere udvikling.

I dag

Bluegrass er i dag en stil, der har udviklet sig til en selvstændig gren med mange varianter. Nogen vil som sagt sige, at det er en selvstændig beslægtet genre udsprunget af de samme rødder som country. Den opfattelse hælder jeg også til. Den har sit eget publikum, som godt kan overlappe countrypublikummet, men ikke er hundrede procent identisk med dette. Der er nogen, der hører begge dele som denne skribent, men der er også mange, der kun hører en af delene.

Ikke desto mindre bliver den ofte spillet på countryfestivaler som en stilart i country og endda på folkemusikfestivaler, som betragter den som en videreudvikling af old time og derfor en del af folkemusikkens vidtforgrenede træ. Det er jo heller ikke helt forkert. Også vores hjemlige Tønder Festival har haft bluegrass på programmet.

Men den har så også fået sine egne festivaler - Bill Monroe selv startede den første bluegrass festival  med sin Bean Blossom Festival i Indiana i 1967. Den eksisterer endnu, selv om han er gået bort. Genren har også sine egne pladeselskaber og nogen steder sin egen afdeling i pladebutikker og streamingtjenester, men her er det mest almindeligt, at den står under enten country eller amerikansk folkemusik. Ingen af delene er nødvendigvis en fejl.

Den lever ikke så meget af at have store hits, men af at have en trofast tilhængerskare ikke bare i USA, men også i mange andre lande. Der er med tiden kommet bluegrass bands i andre lande, især Sverige, Tjekkiet og Holland står stærkt. Meget typisk er der jo også canadiske bluegrass bands, der er endda japanske. Der findes bluegrassforeninger i adskillige lande, også i Danmark, Bluegrass i Danmark.

Men hvad rock and rollfeberen gjorde ved countrymusikken, det handler næste indlæg om.

Næste indlæg: Rockabilly

Honky Tonk

Typisk honky tonk
som fremstillet af
kunstneren Thomas Kinkade

Ordet honky tonk er sydstatsslang for de kombinerede værtshuse og dansesteder, som skød op i amerikanske byer fra trediverne og fremefter. Det svarer nærmest til vores "knejpe" eller "bule" eller "beverding." Man taler om honky tonkpiano som den musik en pianist ofte sad og underholdt med, oftest med melodier fra tidens populærmusik. I den økonomiske krise i 30erne var der ofte ikke rigtigt råd til mere end den ene musiker. Det forbinder vi i dag ofte med et forstemt klaver. Ordet honky tonk menes endda oprindeligt at være et lydord for lyden af et sådant klaver.

Vandring mod byerne

I løbet af 2. verdenskrig fik sydstatsbyerne et vist opsving i sammenhæng med USA's generelle opsving i forbindelse med krigsindustrien. Mange hillbillier drog fra de landlige blokhuse ind i byernes lejligheder - i værste fald lejede værelser - for at søge lykken eller - hvis de var realistiske - for at overleve. Det var ofte fabriksarbejde eller hårdt fysisk arbejde, der tilfaldt dem, og i den sparsomme fritid var der ikke meget andet at gøre end at hænge ud på honky tonks for at drikke og danse. Naturligvis ville mange af dem gerne høre den musik, som de var vant til hjemmefra. De hørte den på adskillige populære radioprogrammer som National Barn Dance og Grand Ole Opry.

Men når der skulle danses, så var det ikke ude i laden som derhjemme på landet, men på honky tonks. Det blev mere til pardans end til square dance, selv om den kunne forekomme. Den musik, der skulle spilles til dansen, var nødt til at overdøve meget larm. Folk snakkede, mange var fulde og råbte højt, ofte kunne der opstå højlydte skænderier. At sidde ned og lytte til musikken var ikke ligefrem en dyd i denne bykultur. Det var også et problem for dem, der ville danse, de kunne ofte ikke høre musikken.

Pedal Steel guitar

De musikalske ændringer

Så det var ikke så sært, at de begyndte at skæve til den på det tidspunkt forholdsvis nye opfindelse, elguitaren, der i første omgang var opfundet for at guitaren kunne høres i et big band, men nu kunne den bruges til at skære igennem et alt andet end stilfærdigt publikum. Steelguitaren blev også almindelig takket være impulserne fra vest, især Texas. Den blev efterhånden udviklet til pedal steel guitaren. Lyden af den er nok den lyd mange i dag forbinder med country - med god grund. Violinen gled mere og mere ud, selvom dem, der var bevidste om den gamle tradition, holdt fast på den. Klaveret blev også brugt, sådan et stod jo på honky tonks, så hvis bare der var en, der kunne spille på det, var han velkommen.

Derved dannedes den sammensætning af instrumenter, som de fleste nok i dag forbinder med country: den akustiske guitar der spiller akkorder - ofte spillet af sangeren - den elektriske guitar der spiller soloer, steelguitaren og kontrabassen, der senere blev erstattet af elbas, efterhånden tilføjedes trommer. De traditionsbevidste holdt - og holder stadigvæk i dag - fast på violinen. Klaver bruges også af og til.

Sangerne måtte synge i mikrofon nu, for det var ikke muligt at synge højt nok til den nu mere højlydte instrumentledsagelse. Det medførte også, at sangstilen blev mere behersket, nu skulle man ikke længere kunne høres uden mikrofon i et udendørs miljø. Spillet er ligefremt og rytmisk markeret, og der er ikke pyntet med hverken baggrundskor eller strygere. Det er den enkle rå lyd. På det tidspunkt var der ikke opfundet de effekter til elguitar, som senere blev almindeligt brugte i rockmusikken, så det var den forvrængede elektriske guitarlyd uden pynt.

Sangenes kendetegn

Selv om de stadig holdt fast ved en del af de gamle sange, blev der efterhånden skrevet nye sange. Sangenes melodier videreførte den folkemelodiske stil fra de forudgående årtiers musik, men de mere middelalderligt klingende melodiformer gled ud. Af gode grunde kom længslen efter det lille hus hjemme på landet til at blive et ofte tilbagevendende tema, og også af gode grunde kom der sange, der hylder det vilde liv med fest på honky tonks.

Der er så også sange om bagsiden af medaljen, kampen mod alkoholisme for eksempel. Ulykkelig kærlighed har altid været - og er stadig - et gennemgående tema i countrysange, men i denne periode dominerer den variant, at "kæresten hellere vil hænge ud på honky tonks end være sammen med mig" – klassikere er Close up the Honky Tonks, Wild Side of Life og Dim Lights, Thick Smoke. For det meste er disse sange om bagsiden af medaljen de bedste. Dem, der handler om, at "hu hej, nu skal vi have fest," kan efter min mening være lidt ensformige i længden - jeg ved godt det har noget med smag at gøre.

De førende kunstnere

Ernest Tubb

Ernest Tubb

Den der regnes for den første rigtige honky tonk sanger og sangskriver er Ernest Tubb, født 1914, der startede med at efterligne Jimmie Rodgers (se indlægget om old time). Han debuterede allerede i 1936 med en hyldest til Rodgers. men så fik han strubekræft, som han overlevede, men det sænkede hans stemme flere toner. Han måtte opgive den sangstil og at jodle og fremførte nu sangene ligefremt med en dyb stemme, som senere blev en slags ideal i countrymusikken. Han holdt på, at hans backingband Texas Troubadours skulle levere soloer, så hans plader har flere soloer mellem versene end det er almindeligt i countrymusik.

Han fremførte sangene med indlevelse og varme, som virker ægte og hans lyd er næsten indbegrebet af honky tonk. Hans nok kendteste hit er Walking the Floor over You. Den kom i 1942 og regnes for det første rigtige honky tonkhit. Han kom til at stå som King of the Honky Tonk.

En sang der vakte opsigt var Driving Nails in my Coffin fra 1946. Det var ikke en af hans egne sange, men han fremførte den som om han havde oplevet det. En sang om ulykkelig kærlighed var ikke usædvanligt og slet ikke i country, men en sang om en, der forsøger at drukne sorgen i alkohol, det var lige skrapt nok, syntes man. Men det er så også et eksempel på honky tonkstilen når den var bedst: de sang åbent om de mindre hyggelige sider af livet uden at pakke det ind.

Han døde 1984 efter en karriere, hvor han holdt fast i sin stil uden at gå på kompromis med tidens krav.

Johnny Horton og Lefty Frizzel

Johnny Horton

Johnny Horton er i dag nok kendt for hans sange om historisk virkelige begivenheder, som Battle of New Orleans og Sink the Bismarck og for titelsangen til slagsbroderkomedien North to Alaska, men han var oprindelig en af de fineste repræsentanter for honky tonk og kunne næsten gøre hans konkurrenter rangen stridig som den store sangskriver. Hans stil er meget lig Ernest Tubb, men han har sin egen måde at synge på.

Ellers kunne der nævnes den hyggelige Nashville-sanger Lefty Frizzell, der oprindelig sang genuin honky tonk. Han var nok mest et eksempel på den, der lovpriste festen og den løftede stemning på en aften på honky tonk, If you got the money I got the time men ind imellem sang han også sørgelige sange om bagsiden af medaljen.

Hank Williams

Hank Williams

Den kendteste i honky tonk er Hank Williams fra Alabama. hvis sange har været levedygtige og stort set stadig synges i dag, så mange nok kender dem med andre end Hank himself.

Han havde som fattig dreng, der måtte pudse sko for at bære med på økonomien, ofte lyttet til de sorte gademusikere og lært mange af deres sange. Da han  blev voksen, var det at leve af musikken en nødvendighed, da han havde dårlig ryg og ikke kunne klare fysisk hårdt arbejde. Smerterne fik ham også ud i misbrug af både alkohol og narko. Det var en almindelig faldgrube på en tid, hvor ordentlig smertestillende medicin ikke var blevet udviklet endnu.

Men fordelen var så, at det fritog ham fra militærtjeneste, så han havde ro til at skrive sange, da alle andre på hans alder var i felten under krigen. Hans første plade kom i 1946.

Han er en af dem, der holdt fast ved violinen. Han følte sig så forbundet til den gamle hillbillykultur, at han insisterede på at den skulle være med. Han holdt også fast ved en diskant sangform, som kan virke fremmed i første omgang, men er meget udtryksfuld. Den har tydelige rødder i den landlige sangform fra tyverne.

Selv om hans misbrugsproblemer tog livet af ham alt for tidligt på nytårsdag 1953 i en alder af 29 år, nåede han at skabe et stærkt sangkatalog. 

Mange kender nok bedst hans muntre sange som Jambalaya, en lystig fantasi over Louisianas fransktalende mindretals Cajun-kultur, Kaw Liga om de indianerfigurer af træ som tobaksforretninger på det tidspunkt havde stående udenfor,og Hey Good Looking, et slags western swingnummer, for en gangs skyld om lykkelig forelskelse.

Hans styrke som sangskriver lå dog i de mange alt andet end muntre sange om kærlighedssorg, som skildrer smerten hudløst ærligt uden romantiske omsvøb, I’mso Lonesome I could Cry, Your Cheating Heart, Cold Cold Heart for eksempel. Mange af dem er blevet til på baggrund af hans mislykkede ægteskab med Audrey Sheppard, der også fungerede som hans manager og som han nåede at blive skilt fra halvandet år før sin død. Hans sang I'll Never Get Out of this World Alive klinger tydeligt af, at han muligvis selv har været klar over, at han ikke ville blive særlig gammel.

Med andre ord: han viderefører den tradition i countryens sangskrivning, som blev grundlagt i tyverne med Jimmie Rodgers og har skabt nogen af de bedste sange: skriv ærligt om det du selv oplever.  Desuden skrev han nogle ikke uefne gospelsange, f.eks. I Saw the Light, From Jerusalem to Jericho.

Han var så en af de countryartister, der for alvor fik stjernestatus og hans tragiske død gav ham en slags mytologisk status. Den kerne af sandhed, der er bag myterne, er at han absolut skrev sine sange på baggrund af kampen mod sine indre dæmoner, selv om hans mere muntre sange viser, at han dog ikke var uden humor, når det skulle være.

Eftertiden

Selv om det er en stil der har haft sin storhedstid, så kan man stadigvæk i dag opleve honky tonks i amerikanske byer, hvor der underholdes med honky tonkpræget countrymusik, og adskillige af temaerne i teksterne dukker stadigvæk op i countrysange i dag.

Den satte udpræget standard for den elektrisk forstærkede country ved at skabe den sammensætning af bandet, som blev den gængse sammensætning i den ordinære countrymusik. Mange senere kunstnere har tydelige rødder i stilen, f.eks. Johnny Cash med hans enkelhed i instrumentledsagelsen og ofte åbenhjertige tekster. Eller sangerinden Loretta Lynn, der i starten af sin karriere ind imellem sang duet med ovennævnte Ernest Tubb, som handlede om ægteskaber, der er ved blive kolde og ende med skilsmisse. Hun holdt fast i den enkle rå lyd fra instrumenterne og lavede ærlige og skarpe sange om kvindeproblemer.

Men sideløbende med honky tonk opstod der en akustisk videreudvikling af de ældre stilarter, der skulle vise sig at være langtidsholdbar. Det handler næste indlæg om.

Næste indlæg: Bluegrass

Western swing

Typisk Texas dansehal

Da det krakkede på Wall Street i slutningen af 1929 med en efterfølgende økonomisk depression som følge, var der mange i Syden der måtte bryde op og søge arbejde andre steder som allerede nævnt i et  tidligere indlæg.

Man talte om en ny vandring mod vest. Hvor den sorte befolkning mest søgte mod nord søgte de hvide mod vest, og især den store stat Texas modtog mange af hillbillierne til både det ene og det andet arbejde. 

De tog deres musik med sig, men de mødte også andre musikformer, dels selvfølgelig western musikken, se tidligere indlæg, men også tidens populære toner, der nu var swingmusikken. Selv om den havde sit centrum især i New York, så var der også lokale danseorkestre rundt om i USA og den nye opfindelse radioen spredte musikken mere og mere.

Laptop Steel Guitar, 
også kaldt Hawaiiguitar

De nye elementer

Så nu begyndte fiddlerne at kombinere deres musik med swingrytmer udført af trommesæt og kontrabas og en guitar, der i jævn takt slog akkorderne. Snart eksperimenterede man også med at lade to violiner spille tostemmigt – det fik betegnelsen twin fiddle - tvillingefiddle - i folkemunde.

Inden længe gjorde et nyt instrument sit indtog, Hawaiiguitaren, som i dag kaldes enten lap top guitar eller steel guitar. Det var en guitar, der lå vandret på musikerens skød – heraf det første navn – og i stedet for at tonerne blev holdt med fingrene holdt man dem med et stålrør, som gav en syngende tone og let kunne glide op ad gribebrættet. Det blev senere i efterkrigstiden et næsten fast instrument i countrymusikken, bare i en videreudviklet form, hvor det blev forsynet med pedaler, der kan hæve og sænke tonehøjden. Den kaldes så i den udgave for pedal steel guitar. Men foreløbig var det den pedalløse udgave, som kom fra Hawaii og blev et rimeligt populært instrument i western swing.

Sangene kunne stadig være de gode gamle fra Appalacherne, men cowboysangene vandt mere og mere indpas og der blev også lavet nye sange, der mere og mere blev formet efter tidens populære melodier.

Bob Wills & The Texas Playboys

Bob Wills

Den nok kendteste repræsentant for denne stil hedder BobWills, en violinspiller og orkesterleder, hvis band Texas Playboys var meget efterspurgt i Texas og nabostaterne. Han er nok den mest kendte inden for western swing. Hans eneste ambition var egentlig at sprede lidt fest og glans i en triviel hverdag, men han kom i høj grad alligevel til at være nyskabende med sin specielle rytmik i violinspillet og den fejende rytme i orkestret. Han var også lidt af en showman, og når bandets sanger Tommy Duncan sang en sang om hjertesorg kom Wills med spydige kommentarer, for det her var festmusik, som ikke skulle tages alt for alvorligt.

Hans kendteste sange er stadig en del af mange countrysangeres repertoire: San Antonio Rose, Time Changes Everything, Faded Love.

Merle Travis

Merle Travis

Man kunne også nævne guitaristen og sangeren Merle Travis, der udover glimrende plader med sange og instrumentalguitar, også lavede plader med den karakteristiske swingbaggrund, en af hans kendteste er Sweet Temptation. Hans guitarspil er den karakteristiske vekselbasstil, der især blev udviklet af den afroamerikanske befolkning, derfor kaldes den også i countrysammenhæng Travis picking. Han sang især arbejdersange om kulminerne i Kentucky, som han havde lært af sine forældre, der stammede fra Kentucky, som Nine Pound Hammer, Sixteen Tons, Dark as a Dungeon. Hans guitarspil satte især sit præg på den senere Nashville guitarist Chet Atkins.

Eftertiden

Adskillige western swing bands fik lov at spille i felten i 2. Verdenskrig, fordi man godt vidste at der også var soldater fra Syden og Vesten, der gerne ville høre noget af det, som de kunne lide. Det åbnede så også op for flere af de Nordstatssoldater, der var vant til den rene swingmusik og mest dansede til Glenn Miller. Det har nok åbnet mange Nordstatsamerikaneres ører for, at også Syden og Vesten kunne have noget at tilbyde.

Selv om det ikke er en stærk genre på markedet som det var trediverne, kan man stadig høre den på spillesteder i Texas, hvor ”Bob Wills is still the king” som det hedder i en hyldestsang til Wills af countrysangeren Waylon Jennings. Og indimellem kommer der countrysange, der spilles med en swingrytme. Og som alle andre stilarter, der har haft en storhedstid, så er der jo bands der stadig spiller den, fordi de kan lide den.

I hvert fald har den sat sit præg på countrymusikken dels ved at introducere steel guitaren og takket være Merle Travis den specielle vekselbasguitar og violinspillets specielle rytmik blev lidt af et fast ideal i bluegrassens violinspil.

Og Bob Wills inspirerede mange af dem, der senere ville noget med deres countrymusik, men det hører et andet indlæg til.

Efter krigen skete der forandringer med det amerikanske samfund, der fik mange til at søge mod byerne. Det satte også sit præg på musikken, det handler næste indlæg om.

Næste indlæg: Honky Tonk

Westernmusik og cowboysange

 

Sådan ynder vi at se cowboyen

Forrige indlæg: Old time
Det er næsten lige før, de to betegnelser giver sig selv: sange, som cowboyerne sang, når de skulle fordrive tiden ude på prærien – sange om cowboyernes liv.

Desuden var der også dansemusik i denne vestlige del af Staterne, som ofte havde et vist præg af nabolandet mod syd, Mexico. Da der også var en hel del samfund af tyske emigranter i området, gled de forholdsvis nyopfundne tyske instrumenter, mundharpen og harmonikaen, ind – den sidste mest i dansemusik. Mundharpen var et let instrument for cowboyen at have med i lommen, når han skulle ud på vidderne og drive kvæget sammen.

Danseorkestrene havde også en del tyske polkaer og valse på deres repertoire, da det jo var det, som de tyske emigrantsamfund, som de blev inviteret ud til, gerne ville danse til. Også det mexicanske mindretal nord for grænsen havde deres specielle musik kaldet tex-mex – en forkortelse af texansk-mexikansk – med deres egne spansksprogede folkesange og både mexicansk, angloamerikansk og tysk dansemusik.

De tidlige cowboysange

Cowboysangene er ofte med følelsesladede melodier, som menes at være importerede melodier fra den gamle verden, der har fået nye ord. Den teori kan godt være rigtig; at vi så ikke har dem på noder fra Europa, kan skyldes, at de aldrig er blevet skrevet ned, eller at de er gået tabt. Som altid med folkeligt overleveret musik er oprindelsen dunkel. Men der er cowboysange, som har en vis lighed med engelske folkesange. De små ændringer hører jo til, når sange overleveres mundtligt.

I nyere tid bruges guitaren som ledsageinstrument, men sandsynligvis er de oprindeligt ude på vidderne blevet sunget uden instrumentledsagelse, måske nogen gange med den lette mundharpe. Guitaren, som jo er lidt svær at transportere ud over vidderne, har sandsynligvis været brugt, når de skulle hygge sig hjemme på ranchen efter dagens arbejde.

Carl T. Sprague 

Langt tilbage var det folkloreforskeren John Lomax, far til den senere legendariske Alan Lomax, der rejste rundt og indsamlede cowboysange til sin klassiske samling Songs from the West. Men da pladeindustrien for alvor tog fart med bedre udstyr – tidligere beskrevet lidt nærmere i indlægget om old time – begyndte man også i de vestlige stater at indspille de gamle cowboysange. Den første kom i 1925. Det var "When the Work's All Done This Fall" med Carl T. Sprague, en sørgelig sang om en ung cowboy, der mister livet, da kvægflokken bisser. Den er meget karakteristisk for den udprægede tragiske tone i en stor del af cowboysangene. Efter ham kom sangere som Tex Ritter, Ernest Stoneman og sågar en enkelt cowgirl, Patsy Montana med sangen I Wanna Be a Cowboys Sweetheart fra 1935. Hun var den første kvinde der stod frem som solist i den genre, tidligere havde kvinder mest haft deres plads i familiegrupper.

På et tidspunkt fremstod der endda et velsyngende mandsensemble, der sang om det gamle Vesten, Sons of the Pioneers. De startede som en trio, men tog efterhånden flere medlemmer ind og endte som et sextet.

Sons of the Pioneers

Tex Ritter

Mange sange er stadigvæk kendte i dag, som "Streets of Laredo" og "The Chisholm Trail". På film har Hollywood romantiseret Det Vilde Vesten, men i sentresserne og halvfjerdserne skete der en afromantisering med film som The Wild Bunch, En god dag at dø, Soldier Blue og flere andre. Når man ser på de gamle cowboysange, så ser man, at de klarede afromantiseringen flere årtier før Hollywood. Teksterne handler ofte om unge cowboys, som det går ilde på grund af dumdristighed, samt om kvægtyve og hævn. Selvom det sidste også har været et tilbagevendende tema i westerns, så er det ofte uromantisk skildret i sangene, i modsætning til mange af filmene handler de om de forfærdelige følger af hævngerrighed. Jeg er godt klar over, at de film ,der skildrer den bagside, er blevet mere almindelige de senere årtier.

Vi skal heller ikke glemme soldatersangene, som kavaleriet tog med sig til Det Vilde Vesten efter borgerkrigen, som "Yellow Rose of Texas" eller "The Girl I Left Behind Me". Mange af dem fik også en vis popularitet i civilbefolkningen. Netop fordi det er soldatersange hører man dem ofte sunget af mandskor, men de er så også blevet indsunget med solosangere.

Efterspørgslen fra Hollywood

Mange af de sangere, som havde indsunget cowboysangene på plader, blev også efterspurgte i Hollywood. De tidlige westerns i trediverne med lyd var ofte musicals i et westernmiljø; her opstod begrebet "The Singing Cowboy". De kendteste er nok Gene Autry og Roy Rogers. Den sidste dannede en sangkvartet, som i det hele taget var en populær form også i andre genrer, især gospelmusikken. De sange, som blev lavet specielt til disse film, er mere romantiserende end de gamle cowboysange.

Roy Rogers

Da westerngenren efterhånden fik den klassiske form, vi kender fra senere, gled "The Singing Cowboy" ud, men cowboysangenes lokale popularitet blev ikke slækket af den grund, og der blev stadig indspillet plader. Da nogle westerns havde en titelsang, der blev sunget under forteksterne, var der en del af sangerne, der reddede sig en ekstra skilling indimellem ved at indsynge disse sange. Det klassiske eksempel er sangen "Do Not Forsake Me" fra den klassiske High Noon (på dansk Sheriffen), sunget af Tex Ritter. Den blev også sunget flere steder i løbet af filmen, og mange vil nok huske den især fra de scener, hvor Gary Cooper går ensom ned ad gaden, mens sangen lyder i baggrunden. Eller også John Wayne-filmen North to Alaska (den med slagsmålene), hvor titelsangen synges af Johnny Horton. Den blev et hit i Danmark som "Kom til Alaska" med Four Jacks.

Fess Parker som
Davy Crockett

Det kunne også ske, at man skulle bruge sange til tv-westernserier, da tv senere begyndte at vinde frem i halvtredserne. Her kender mange nok "The Ballad of Davy Crockett" fra Disneys tv-serie om den legendariske nybyggerhelt, sunget af hovedrolleindehaveren Fess Parker. Den blev også herhjemme et hit i en dansk gendigtning med Preben Uglebjerg.

At westernmusikken har sat sit præg også på den underlægningsmusik, der blev komponeret til westerns, er meget tydeligt i mange af de klassiske scores til westerns. Især den ukrainskfødte Dmitri Tiomkin har leveret oplagte eksempler, der også er glimrende musik.

Øst og Vest mødes

Da mange fra de østlige sydstater under depressionen måtte tage vestpå, skete der en vis gensidig indflydelse på de to befolkningsgruppers musik. Mange hillbillier (ikke nedsættende ment) tog cowboytemaet op, og mange i Vesten begyndte at synge de sydøstlige sange. Denne fusionering er grunden til, at countrymusikken en overgang blev benævnt "country and western". Den betegnelse er nok forsvundet efterhånden; det er i hvert fald længe siden, jeg har set den.

Marty Robbins

Cowboytemaet dukker jo op med jævne mellemrum stadigvæk, både på film og i sange, og det har sat et vist præg på countrymusikkens visuelle fremtræden, da mange countryfolk ofte optræder i cowboykluns, også selvom de er fra de sydøstlige stater. I nyere tid har man også set andre, der har gjort cowboyerne og Det Vilde Vesten til deres speciale, som Marty Robbins. Selv om det ikke er almindeligt med titelsange til westernfilm som det var før, så sker det da en gang imellem som i Clint Eastwoods Bronco Billy.

Det var så ikke kun folkemusikken, der satte sit præg. Også populærmusikken i form af swing skabte en ny stil, som næste indlæg handler om

Næste indlæg: Western Swing