Dette er det første indlæg om countrymusikkens stilarter. Jeg har i et tidligere indledende indlæg forklaret, hvorfor genren kaldes country, og også der forklaret den tidligere betegnelse, hillbilly music.
Og hvad i alverden er så old time? Det korte svar er: musikken fra countrymusikkens tidligste periode. Sandt at sige er den så broget, at det kan være svært at sætte den på en enkelt formel, men jeg prøver at give en oversigt.
Udtrykket old time og dets betydning
| En typisk landlig kirke fra Sydstaterne |
Ordret oversat betyder ordene ”gammel tid”. Udtrykket er ofte i andre sammenhænge brugt om den fortid, som man mindes med glæde og måske en vis vemod over, at den er gået forbi, så oprindeligt har man nok sagt ”good old time”. En veteran fra Det Vilde Vesten eller guldfeberen blev kaldt en oldtimer, dengang den generation endnu ikke var gået bort. Old time er så i musikalsk sammenhæng en betegnelse, som svarer lidt til, hvad vi på dansk vil kalde "de gamle travere, de gode gamle melodier, sange fra vores bedsteforældres tid" eller andre lignende vendinger.
I 1920’erne, da pladeindustrien for alvor tog fart, blev det brugt som en genrebetegnelse på de plader, som blev udgivet, og som skulle hjælpe folk til at finde den musik, de kunne lide. Pladeindustrien opdagede hurtigt, at der var et marked i Sydstaterne for de gode gamle sange fra ”the good old time”. Så pladeselskabet Okeh fandt på at kalde det old time frem for den lidt nedladende betegnelse hillbilly, som andre pladeselskaber brugte. Det blev også betegnelsen old time, der blev stående.
Den dunkle oprindelse
Ret beset starter historien allerede i starten af det 19. århundrede, hvor en strøm af emigranter, som overvejende var irske og skotske, bosatte sig i de sydlige Appalacherbjerge. De tog deres sange og dansemelodier med, som de kendte fra den gamle verden. Som det altid går med musik, der ikke er nedskrevet, men overleveres fra slægt til slægt, så sker der ændringer. Disse ændringer sker ofte under indflydelse af andre musikalske impulser – i dette tilfælde omrejsende shows og senere, da slaveriet blev ophævet, og afroamerikanerne begyndte at slå sig ned som frie, de sortes folkesange.
Folkemindeforskerne
| Folkemindeforskeren Alan Lomax |
I første omgang var det især folkemindeforskerne i starten af det 20. århundrede, der tog turen til Syden for at nedskrive de sange, som folk sang, inden de måske forsvandt. De tidlige pionerer for at nedskrive sangene i området var Alan Lomax og englænderen Cecil Sharp, der mente at finde britiske folkesange i området, som var kommet over med emigranterne og nu var gået tabt i den gamle verden. Deres samlinger anvendes stadigvæk i dag som en kilde til folkesangernes repertoire. Nogle af sangerne lyder, som om de har rødder helt tilbage til middelalderen, mens andre virker mere nye i deres tone. Muligvis har mange af sangene været samlet op fra de omrejsende shows. Men uanset det, så var det dem, som stod lokalbefolkningen i de sydlige Appalacher nær.
Old time kommer på plade
| Rejsegrammofon fra 1920'erne |
I løbet af tyverne skete der forbedringer med grammofonen, både med henblik på indspilning og afspilning. Selvom det så stadigvæk ikke er den hifi-lyd, som vi er blevet vant til senere, så var det efter den tids målestok et fremskridt.
Mikrofonen blev opfundet; i første omgang var den et hjælpemiddel til, at en taler bedre kunne råbe en stor forsamling op, men man opdagede snart, at den også kunne hjælpe musikere og sangere til bedre at blive hørt uden at skulle spille alt for kraftigt og dermed unuanceret på deres instrumenter. Efterhånden fandt man ud af, at den kunne bruges til at indspille plader frem for den tragt, som man tidligere havde anvendt, hvilket gav en bedre gengivelse af især strengeinstrumenter.
| Fiddlin John Carson |
Dette gjorde også optageudstyret mere let, så man kunne rejse rundt og optage. Det blev i første omgang brugt af folkemindeforskere, men senere fandt pladeselskaberne ud af, at de kunne tage rundt og optage den musik, som der var et marked for. Musikken er meget svær at sætte på en formel, for det var en broget sammensætning af forskellig slags musik, som folk spillede og sang i deres små blokhuse, når de skulle hvile efter arbejdet, men fællesnævneren må siges at være det, der for dem var de kære gamle travere.
Den første rigtige kunstner, der fik indspillet hos et pladeselskab, var Fiddlin' John Carson, der, som hans tilnavn viser, spillede violin. Han sang de sange, som blev sunget i området, ledsaget af en drone på violinen og indimellem nogle tostemmige understemmer. Det var en meget almindelig måde at ledsage sange på, som menes at gå helt tilbage til middelalderen. Det virker fremmedartet i dag, men det var altså sådan, det begyndte, selvom vi nok vil synes, at nutidens countrymusik har fjernet sig noget fra den start.
De forskellige former
Men for at komme tilbage til musikken: Den bestod især af fiddle tunes, som blev spillet til den såkaldte square dance – en danseform udviklet på baggrund af især kvadrillerne. Der var sange af mange forskellige slags, kaldet ballads. De blev i første omgang sunget uakkompagneret, men efterhånden begyndte man at bruge instrumentledsagelse. John Carson indspillede nogle stykker ved siden af sine sange. Adskillige af disse melodier vil være velkendte for dem, der har gået til square dance, som jo har haft en vis popularitet her i Europa.
Da disse tidlige old time-plader kom, var der begyndt at komme flere instrumenter til, som ledsagede sangerne og violinerne. Det er de uakkompagnerede sange og fiddle tunes, som nok var det oprindelige, hvilket man så lige nåede at få prøver på i de tidlige pladeudgivelser. Takket være postordreforretninger, som skød op i Staterne, og som solgte billige varer til hele landet – hvilket gav muligheder for afsides beliggende egne til at få fat i instrumenter – var der nu flere, der sang til den femstrengede banjo.
| Uncle Dave Macon |
Banjoen var et instrument, der havde afrikanske rødder og i første omgang var udviklet af sorte slaver, der kunne huske noget af deres afrikanske rødder. Men efterhånden holdt de sorte op med at bruge banjoen, fordi man forbandt den med de nedladende fremstillinger af sorte i minstrelshows. Men den forblev et populært instrument blandt de hvide og mange sange blev akkompagneret af den femstrengede banjo. En af de kendteste var Uncle Dave Macon, der allerede var noget til års da pladeindspilningerne tog fart og derfor nok en rimelig god kilde til hvordan musikken har været langt tilbage. Han opnåede også selv i hans fremskredne alder en rimelig popularitet, da han også var lidt af en showman med sin humor og sprælskhed.
| Charlie Poole & the North Carolina Ramblers et af de førende string bands |
Banjoen blev så også efterhånden populær som ledsagelse til violinen, når der skulle spilles til dans og efterhånden kom guitaren til. Med disse tre instrumenter havde man nu det, som efterhånden blev kaldt et string band og det blev en af de vigtigste rødder til den senere bluegrassmusik, som der også vil komme et indlæg om. Det er i hvert fald her man første gang finder grundstammen af den sammensætning af instrumenter, som kendetegner denne senere stil.
Guitaren begyndte også mere og mere at fortrænge violinen og
senere også banjoen som ledsageinstrument til sang. Her har vi så nogle af de
tidligste eksempler på hvad vi vil kalde en folkesangere, dengang sagde man
balladeer, fordi de gamle sange blev kaldt ballads. Her kunne man nævne Bradley Kincaid og Riley Puckett. Der var så også balladeers, der brugte autoharpe, et citherlignende instrument, hvor man let kunne finde harmonierne ved hjælp af knapper. Andre brugte dulcimer, et lille trestrenget instrument, der menes at have rødder i middelalderens instrumenter.
Det skal også nævnes, at musikken i kirken også blev leveret
af mange af disse musikere. En stor del af kirkerne havde ikke et kirkeorgel
som vi er vant til, musikken blev leveret efter de forhåndenværende søms
princip. Her blev der så sunget hymner, nogen så gamle at de var kommet med
emigranterne, andre nyere og efter slaveriets ophævelse indoptog man mange af
de sortes spirituals.
Carter Family og Jimmie Rodgers
Det var så ikke kun solosangere, der brugte guitaren. Også sanggrupper brugte den. En af de kendteste er Carter Family, der i 1927 havde en legendarisk indspilningssession for Okeh records, og de blev snart efterspurgte efter udgivelsen af disse plader.
A. P. Carter, som var gift med Sara Carter, havde fået overtalt sin svigerinde Maybelle Carter til at danne en gruppe, og A. P. havde rejste meget rundt og samlet sange af mange forskellig slags, og dem sang de så med en for old -time stilen typisk flerstemmig sangstil.
| Carter Family, fra venstre Maybelle, A. P. og Sara, som spiller autoharpe |
Maybelle Carter var en af de første der brugte guitaren til at spille melodi fremfor bare at slå akkorder til sangen. Hun havde en karakteristisk teknik med at spille melodien på de dybe strenge og slå akkorderne på de høje. Det er nok en af de vigtigste rødder til countrymusikkens guitarstil, selv på den elektriske guitar i dag spilles der ofte soloer på de dybe strenge.
Hun blev senere i
sentresserne svigermor til Johnny Cash og optrådte ofte på hans shows sammen
med sine døtre. Adskillige af de sange de oprindelige Carters indspillede blev
udødelige i countrymusikken og synges stadigvæk i dag.
Ved den samme session som Carter Family indspillede ved for første gang, var der også en ung lokomotivfører fra Texas, der sang sange om livet på jernbanen og om vagabonderne der hoppede på godstogene. Han hed Jimmie Rodgers, og han blev den første landskendte countrystjerne med hans karakteristiske sangstil, der inkluderede jodlen. Man ville nok kalde ham en balladeer, men han havde sin helt egen stil.
| Jimmie Rodgers |
På grund af tuberkulose måtte han opgive at være lokomotivfører, men det gav ham så muligheden for at få en sangerkarriere, som så også blev succesrig. Desværre kørte han sig selv så hårdt med turneliv og indspilninger, så tuberkulosen slog ham ihjel i 1933, kun femogtredive år gammel. Hvis han havde fulgt lægerne råd om at geare ned, kunne han måske være blevet næsten halvtreds. Adskillige af hans sange er klassikere, der stadig synges a countrysangere som T for Texas, Hobo Bills Last Ride og Peach Picking time in Georgia.
Han
dannede så også en tradition, der siden blev almindelig i countryens
sangskrivning, at man skriver sange på baggrund af sine egne erfaringer, her
var det så livet på jernbanen og vagabonderne, der hoppede på godstogene og så
nogle galgenhumoristiske sange om hans sygdom – hvis man ikke vidste at de blev
sunget af en, der selv kendte til det, så ville man synes, at de var lige grove
nok.
Trediverne
| Delmore Brothers fra venstre Alton og Rabon |
En forandring i udbredelsen af denne musik kom først med krakket på Wall Street i 1929, der gjorde at folk ikke havde råd til at købe så mange plader længere, men det gjorde den nye opfindelse, radioen, des mere populær og snart var der radioprogrammer med old time musik, der blev spredt ud til et større publikum. Efterhånden begyndte lokalbefolkningen selv at betegne sig som hillbillies for at tage brodden af det.
| Monroe Brothers, fra venstre Bill og Charlie |
Eftertiden
Alle genrer har deres storhedstid og old time havde sin. Men langt de fleste genrer har jo så også nogen, der holder fast ved dem. Efter 2. verdenskrig, hvor mange amerikanere havde fået forståelse for andre områder end deres eget var old time ikke længere en besynderlig eksotisk lille niche af amerikansk musik, men noget som mange fattede interesse for og så en værdifuld kulturarv i.
Familien Seeger
Her kunne nævnes folkloristen Charles Seeger, der nedskrev og indspillede mange af sangene fra Syden. Hans børn blev noget ved musikken, mest kendt nok Pete Seeger, der introducerede banjoen i tressernes folkemusikbølge og hans halvbror Mike Seeger, der havde stor interesse for old timemusikken og gjorde den kendt for mange unge i Nord og deres søster Peggy Seeger, der takket være et ægteskab med en englænder gjorde stilen kendt for folkemusikfans i Europa.
| New Lost City Ramblers med Mike Seeger i midten |
Mike Seeger startede gruppen New Lost City Ramblers, der i folkemusikbølgen i tresserne fremførte alt hvad de kunne opdrive af Sydens musik fra tyverne og trediverne.
Doc Watson
| Doc Watson |
En blind guitarist og sanger, Doc Watson, fik også sit gennembrud i forbindelse med folkemusikbølgen. Han sang en bred vifte af sange, men især dem fra hans egen hjemegn i Deep Gap, en lille bjergkløft i North Carolina. Han startede med indspilninger med sin familie, The Watson Family, men begyndte så at lave plader i eget navn, som er kendetegnet ved en varm, dyb stemme og virtuost guitarspil. Selv om han er tro mod traditionen, så er han også kendt for at have fornyet guitarspillet og sat sit præg på både ren folkemusik og country med denne fornyelse.
Oh Brother
| Fra filmen O Brother Where Art Thou med den tidstypiske primitive mikrofon |
I 2000 kom filmen O Brother Where art thou instrueret af brødrene Coen. Den foregår i Syden i starten af trediverne og fortæller om tre straffefanger, der flygter fra fængslet og så skaffer sig penge ved at indspille en plade, der bliver et stort hit over hele Syden uden at de er klar over det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar