Western swing

Typisk Texas dansehal

Da det krakkede på Wall Street i slutningen af 1929 med en efterfølgende økonomisk depression som følge, var der mange i Syden der måtte bryde op og søge arbejde andre steder som allerede nævnt i et  tidligere indlæg.

Man talte om en ny vandring mod vest. Hvor den sorte befolkning mest søgte mod nord søgte de hvide mod vest, og især den store stat Texas modtog mange af hillbillierne til både det ene og det andet arbejde. 

De tog deres musik med sig, men de mødte også andre musikformer, dels selvfølgelig western musikken, se tidligere indlæg, men også tidens populære toner, der nu var swingmusikken. Selv om den havde sit centrum især i New York, så var der også lokale danseorkestre rundt om i USA og den nye opfindelse radioen spredte musikken mere og mere.

Laptop Steel Guitar, 
også kaldt Hawaiiguitar

De nye elementer

Så nu begyndte fiddlerne at kombinere deres musik med swingrytmer udført af trommesæt og kontrabas og en guitar, der i jævn takt slog akkorderne. Snart eksperimenterede man også med at lade to violiner spille tostemmigt – det fik betegnelsen twin fiddle - tvillingefiddle - i folkemunde.

Inden længe gjorde et nyt instrument sit indtog, Hawaiiguitaren, som i dag kaldes enten lap top guitar eller steel guitar. Det var en guitar, der lå vandret på musikerens skød – heraf det første navn – og i stedet for at tonerne blev holdt med fingrene holdt man dem med et stålrør, som gav en syngende tone og let kunne glide op ad gribebrættet. Det blev senere i efterkrigstiden et næsten fast instrument i countrymusikken, bare i en videreudviklet form, hvor det blev forsynet med pedaler, der kan hæve og sænke tonehøjden. Den kaldes så i den udgave for pedal steel guitar. Men foreløbig var det den pedalløse udgave, som kom fra Hawaii og blev et rimeligt populært instrument i western swing.

Sangene kunne stadig være de gode gamle fra Appalacherne, men cowboysangene vandt mere og mere indpas og der blev også lavet nye sange, der mere og mere blev formet efter tidens populære melodier.

Bob Wills & The Texas Playboys

Bob Wills

Den nok kendteste repræsentant for denne stil hedder BobWills, en violinspiller og orkesterleder, hvis band Texas Playboys var meget efterspurgt i Texas og nabostaterne. Han er nok den mest kendte inden for western swing. Hans eneste ambition var egentlig at sprede lidt fest og glans i en triviel hverdag, men han kom i høj grad alligevel til at være nyskabende med sin specielle rytmik i violinspillet og den fejende rytme i orkestret. Han var også lidt af en showman, og når bandets sanger Tommy Duncan sang en sang om hjertesorg kom Wills med spydige kommentarer, for det her var festmusik, som ikke skulle tages alt for alvorligt.

Hans kendteste sange er stadig en del af mange countrysangeres repertoire: San Antonio Rose, Time Changes Everything, Faded Love.

Merle Travis

Merle Travis

Man kunne også nævne guitaristen og sangeren Merle Travis, der udover glimrende plader med sange og instrumentalguitar, også lavede plader med den karakteristiske swingbaggrund, en af hans kendteste er Sweet Temptation. Hans guitarspil er den karakteristiske vekselbasstil, der især blev udviklet af den afroamerikanske befolkning, derfor kaldes den også i countrysammenhæng Travis picking. Han sang især arbejdersange om kulminerne i Kentucky, som han havde lært af sine forældre, der stammede fra Kentucky, som Nine Pound Hammer, Sixteen Tons, Dark as a Dungeon. Hans guitarspil satte især sit præg på den senere Nashville guitarist Chet Atkins.

Eftertiden

Adskillige western swing bands fik lov at spille i felten i 2. Verdenskrig, fordi man godt vidste at der også var soldater fra Syden og Vesten, der gerne ville høre noget af det, som de kunne lide. Det åbnede så også op for flere af de Nordstatssoldater, der var vant til den rene swingmusik og mest dansede til Glenn Miller. Det har nok åbnet mange Nordstatsamerikaneres ører for, at også Syden og Vesten kunne have noget at tilbyde.

Selv om det ikke er en stærk genre på markedet som det var trediverne, kan man stadig høre den på spillesteder i Texas, hvor ”Bob Wills is still the king” som det hedder i en hyldestsang til Wills af countrysangeren Waylon Jennings. Og indimellem kommer der countrysange, der spilles med en swingrytme. Og som alle andre stilarter, der har haft en storhedstid, så er der jo bands der stadig spiller den, fordi de kan lide den.

I hvert fald har den sat sit præg på countrymusikken dels ved at introducere steel guitaren og takket være Merle Travis den specielle vekselbasguitar og violinspillets specielle rytmik blev lidt af et fast ideal i bluegrassens violinspil.

Og Bob Wills inspirerede mange af dem, der senere ville noget med deres countrymusik, men det hører et andet indlæg til.

Efter krigen skete der forandringer med det amerikanske samfund, der fik mange til at søge mod byerne. Det satte også sit præg på musikken, det handler næste indlæg om.

Næste indlæg: Honky Tonk

Westernmusik og cowboysange

 

Sådan ynder vi at se cowboyen

Forrige indlæg: Old time
Det er næsten lige før, de to betegnelser giver sig selv: sange, som cowboyerne sang, når de skulle fordrive tiden ude på prærien – sange om cowboyernes liv.

Desuden var der også dansemusik i denne vestlige del af Staterne, som ofte havde et vist præg af nabolandet mod syd, Mexico. Da der også var en hel del samfund af tyske emigranter i området, gled de forholdsvis nyopfundne tyske instrumenter, mundharpen og harmonikaen, ind – den sidste mest i dansemusik. Mundharpen var et let instrument for cowboyen at have med i lommen, når han skulle ud på vidderne og drive kvæget sammen.

Danseorkestrene havde også en del tyske polkaer og valse på deres repertoire, da det jo var det, som de tyske emigrantsamfund, som de blev inviteret ud til, gerne ville danse til. Også det mexicanske mindretal nord for grænsen havde deres specielle musik kaldet tex-mex – en forkortelse af texansk-mexikansk – med deres egne spansksprogede folkesange og både mexicansk, angloamerikansk og tysk dansemusik.

De tidlige cowboysange

Cowboysangene er ofte med følelsesladede melodier, som menes at være importerede melodier fra den gamle verden, der har fået nye ord. Den teori kan godt være rigtig; at vi så ikke har dem på noder fra Europa, kan skyldes, at de aldrig er blevet skrevet ned, eller at de er gået tabt. Som altid med folkeligt overleveret musik er oprindelsen dunkel. Men der er cowboysange, som har en vis lighed med engelske folkesange. De små ændringer hører jo til, når sange overleveres mundtligt.

I nyere tid bruges guitaren som ledsageinstrument, men sandsynligvis er de oprindeligt ude på vidderne blevet sunget uden instrumentledsagelse, måske nogen gange med den lette mundharpe. Guitaren, som jo er lidt svær at transportere ud over vidderne, har sandsynligvis været brugt, når de skulle hygge sig hjemme på ranchen efter dagens arbejde.

Carl T. Sprague 

Langt tilbage var det folkloreforskeren John Lomax, far til den senere legendariske Alan Lomax, der rejste rundt og indsamlede cowboysange til sin klassiske samling Songs from the West. Men da pladeindustrien for alvor tog fart med bedre udstyr – tidligere beskrevet lidt nærmere i indlægget om old time – begyndte man også i de vestlige stater at indspille de gamle cowboysange. Den første kom i 1925. Det var "When the Work's All Done This Fall" med Carl T. Sprague, en sørgelig sang om en ung cowboy, der mister livet, da kvægflokken bisser. Den er meget karakteristisk for den udprægede tragiske tone i en stor del af cowboysangene. Efter ham kom sangere som Tex Ritter, Ernest Stoneman og sågar en enkelt cowgirl, Patsy Montana med sangen I Wanna Be a Cowboys Sweetheart fra 1935. Hun var den første kvinde der stod frem som solist i den genre, tidligere havde kvinder mest haft deres plads i familiegrupper.

På et tidspunkt fremstod der endda et velsyngende mandsensemble, der sang om det gamle Vesten, Sons of the Pioneers. De startede som en trio, men tog efterhånden flere medlemmer ind og endte som et sextet.

Sons of the Pioneers

Tex Ritter

Mange sange er stadigvæk kendte i dag, som "Streets of Laredo" og "The Chisholm Trail". På film har Hollywood romantiseret Det Vilde Vesten, men i sentresserne og halvfjerdserne skete der en afromantisering med film som The Wild Bunch, En god dag at dø, Soldier Blue og flere andre. Når man ser på de gamle cowboysange, så ser man, at de klarede afromantiseringen flere årtier før Hollywood. Teksterne handler ofte om unge cowboys, som det går ilde på grund af dumdristighed, samt om kvægtyve og hævn. Selvom det sidste også har været et tilbagevendende tema i westerns, så er det ofte uromantisk skildret i sangene, i modsætning til mange af filmene handler de om de forfærdelige følger af hævngerrighed. Jeg er godt klar over, at de film ,der skildrer den bagside, er blevet mere almindelige de senere årtier.

Vi skal heller ikke glemme soldatersangene, som kavaleriet tog med sig til Det Vilde Vesten efter borgerkrigen, som "Yellow Rose of Texas" eller "The Girl I Left Behind Me". Mange af dem fik også en vis popularitet i civilbefolkningen. Netop fordi det er soldatersange hører man dem ofte sunget af mandskor, men de er så også blevet indsunget med solosangere.

Efterspørgslen fra Hollywood

Mange af de sangere, som havde indsunget cowboysangene på plader, blev også efterspurgte i Hollywood. De tidlige westerns i trediverne med lyd var ofte musicals i et westernmiljø; her opstod begrebet "The Singing Cowboy". De kendteste er nok Gene Autry og Roy Rogers. Den sidste dannede en sangkvartet, som i det hele taget var en populær form også i andre genrer, især gospelmusikken. De sange, som blev lavet specielt til disse film, er mere romantiserende end de gamle cowboysange.

Roy Rogers

Da westerngenren efterhånden fik den klassiske form, vi kender fra senere, gled "The Singing Cowboy" ud, men cowboysangenes lokale popularitet blev ikke slækket af den grund, og der blev stadig indspillet plader. Da nogle westerns havde en titelsang, der blev sunget under forteksterne, var der en del af sangerne, der reddede sig en ekstra skilling indimellem ved at indsynge disse sange. Det klassiske eksempel er sangen "Do Not Forsake Me" fra den klassiske High Noon (på dansk Sheriffen), sunget af Tex Ritter. Den blev også sunget flere steder i løbet af filmen, og mange vil nok huske den især fra de scener, hvor Gary Cooper går ensom ned ad gaden, mens sangen lyder i baggrunden. Eller også John Wayne-filmen North to Alaska (den med slagsmålene), hvor titelsangen synges af Johnny Horton. Den blev et hit i Danmark som "Kom til Alaska" med Four Jacks.

Fess Parker som
Davy Crockett

Det kunne også ske, at man skulle bruge sange til tv-westernserier, da tv senere begyndte at vinde frem i halvtredserne. Her kender mange nok "The Ballad of Davy Crockett" fra Disneys tv-serie om den legendariske nybyggerhelt, sunget af hovedrolleindehaveren Fess Parker. Den blev også herhjemme et hit i en dansk gendigtning med Preben Uglebjerg.

At westernmusikken har sat sit præg også på den underlægningsmusik, der blev komponeret til westerns, er meget tydeligt i mange af de klassiske scores til westerns. Især den ukrainskfødte Dmitri Tiomkin har leveret oplagte eksempler, der også er glimrende musik.

Øst og Vest mødes

Da mange fra de østlige sydstater under depressionen måtte tage vestpå, skete der en vis gensidig indflydelse på de to befolkningsgruppers musik. Mange hillbillier (ikke nedsættende ment) tog cowboytemaet op, og mange i Vesten begyndte at synge de sydøstlige sange. Denne fusionering er grunden til, at countrymusikken en overgang blev benævnt "country and western". Den betegnelse er nok forsvundet efterhånden; det er i hvert fald længe siden, jeg har set den.

Marty Robbins

Cowboytemaet dukker jo op med jævne mellemrum stadigvæk, både på film og i sange, og det har sat et vist præg på countrymusikkens visuelle fremtræden, da mange countryfolk ofte optræder i cowboykluns, også selvom de er fra de sydøstlige stater. I nyere tid har man også set andre, der har gjort cowboyerne og Det Vilde Vesten til deres speciale, som Marty Robbins. Selv om det ikke er almindeligt med titelsange til westernfilm som det var før, så sker det da en gang imellem som i Clint Eastwoods Bronco Billy.

Det var så ikke kun folkemusikken, der satte sit præg. Også populærmusikken i form af swing skabte en ny stil, som næste indlæg handler om

Næste indlæg: Western Swing