| Bluegrass-planten, engrapgræs |
Men det skulle også blive betegnelsen på en sydstatslig musikform, som fik sit eget kredsløb parallelt med den ordinære country. Den blev - og bliver stadig af nogen - betragtet som en stilart i countrymusikken, men flere og flere betragter den som en selvstændig, om end beslægtet, genre med de samme rødder i Appalacherbjergkædens old time som country, også i lighed med country med impulser fra de vestlige stater, bare nogle andre impulser.
Jeg har da selv, når jeg har skullet forklare hvad det var, betegnet det som en art countrymusik, fordi det er det mest forståelige. Men at den adskiller sig fra den gængse country på flere punkter, det er sandt nok, siger jeg uden at fornægte lighederne. De nok tydeligste forskelle er - som vi skal se i indlægget - instrumentvalget, det høje toneleje, de improviserede soloer mellem hvert vers - de kan dog forekomme i ordinær country, bare ikke så ofte - og den specielle flerstemmige sang.
Baggrunden
For at begynde med begyndelsen: selv om der skete radikale ændringer med countrymusikken og honky tonk stilen med dens elektriske instrumenter blev dominerende, også i de populære radioprogrammer, så var der stadig sydstatsboere, der holdt fast ved den gamle stil og helst ville høre det man forbandt med old timestilen i alle dens varianter fra tyverne og trediverne. Det gjaldt især dem, der ikke flyttede til byerne, men blev på bakkerne i deres blokhuse og dansede square dance i laden, når der skulle være fest.
Derfor
havde adskillige af scenerne og radioprogrammerne også deres string bands,
brother duets og balladeers (se indlægget om old time for forklaring af disse
begreber) for at tilgodese dette mere gammeldags orienterede publikum. En sanger som Roy Acuff var meget populær hos det publikum, fordi han holdt fast i de akustiske instrumenter og nok sang nye sange, men i den gamle stil.
Bill Monroe
| Bill Monroe som ung |
Monroes band The Bluegrass Boys
| De oprindelige Bluegrass Boys før den endelige lyd blev dannet |
Udover Bill Monroe havde bandet skiftende besætninger med guitar, violin og som noget nyt kontrabas, der gav et ekstra skub på takten, som man jo også havde hørt i western swing.
Monroe havde en vision om at skabe en helt ny lyd uden at bruge andre instrumenter end de traditionelle, og han lærte de skiftende guitarister at spille som hans bror Charlie havde gjort. Han var især begejstret for Texas-faconen at spille violin på med den synkoperede rytmik - at lægge betoningerne mellem taktslagene - og valgte for det meste violinisterne efter det eller også lærte han dem op til det.
Deres repertoire bestod af gamle traditionelle sange fra Syden og Monroes egne sange, der ofte var melankolske i deres tone og tekstindhold i kontrast til musikkens livlighed, men uden den dysterhed, der kunne kendetegne honky tonkmusikkens mørkere sange. Deres melodier var traditionelt formede og teksterne ofte de samme temaer, som dominerer countrytekster generelt: ulykkelig kærlighed, hjemve, lovprisning af det enkle liv med familien, toget som symbol på de store områder.
Men der manglede stadig meget til den lyd han gerne ville skabe. Det hindrede ikke ham og hans band i at være et af de mere elskede indslag på Grand Ole Opry blandt de faste lyttere, men de plader de indspillede slog ikke rigtigt an. Tilflytterne i byerne blev mere og mere vant til honky tonk-stilen og betragtede Monroes band som gammeldags, og blandt det publikum, der hang ved old time, måtte de konkurrere med flere andre sangere og bands, der holdt fast i den gamle stil.
Stilen dannes
| Den sammensætning af bandet, hvormed Monroe skabte bluegrass, på scenen |
Han traf en guitarist og sanger fra Tennessee ved navn Lester Flatt, som havde en velklingende tenorstemme. Han havde været en stor beundrer af Monroe Brothers og havde derfor lært at ledsage sin egen sang med de samme teknikker Charlie Monroe brugte.
Violinspilleren Chubby Wise, oprindelig fra Florida, kom som den, der mestrede western swingstilen med dens særlige rytmik, det var hvad han havde spillet før for texanske tilflyttere til Florida.
Howard Watts - bedre kendt under sit kunstnernavn Cedric Rainwater - var der i forvejen på kontrabas og Bills eget spil på mandolinen var blevet trænet op til en høj grad af virtuositet, samtidig med at han havde fundet ud af at spille akkorder på den. Med basslaget på taktslagene og mandolinens akkorder på og-slaget og guitaren som en slags bro imellem dem, fik musikken en hoppende rytme. Mig bekendt er bluegrass den eneste genre med mandolin, hvor den spiller akkorder.
Nu havde han efterhånden fået den lyd han drømte om, men så kom en nyt element ind, som han ikke havde planlagt, men endte med at blive lidt af et kendemærke og symbol på den nye stil: den femstrengede banjo, spillet af en ung mand fra staten North Carolina, Earl Scruggs, som Flatt fik med på grund af et nært venskab med ham. Scruggs havde udviklet en særlig fingerspilsstil, der gav en strøm af toner omkring meloditonen som kontrast til den mere samklingende stil, der havde været brugt før.
Kendetegnene
Lyden af dette band slog an. Alle kunne høre, at selv om det var de traditionelle instrumenter, så var det alligevel noget nyt. Der blev sunget i et højtliggende toneleje, hvor Flatt sang melodien i omkvædet og Monroe sang andenstemmen, der lå over melodien. I verset var det nogen gange Monroe, der sang melodien solo, andre gange var det Flatt. Lejlighedsvis blev der føjet en tredjestemme til i omkvædet, som lå under melodistemmen, den blev sunget af Scruggs. Mellem hvert vers på sangene spillede mandolinisten, violinisten og banjospilleren efter tur en improviseret solo baseret på versets harmonier. Det var med til at gøre det til en genre, hvor man lagde vægt på spil på et teknisk højt niveau. Guitaren og bassen blev i dette band udelukkende brugt som ledsagelse. Det ændrede sig i efterfølgende bands for guitarens vedkommende.
Monroes egne sange var stadig i samme stil som før dette skelsættende band: overvejende melankolske tekster til traditionelt formede melodier, der blev sunget i et højt toneleje. Man har kaldt hans sang for "the high lonesome sound." De kunne dog være muntre ind imellem som i en sang om et hestevæddeløb, Molly and the Teenbrooks. Ellers var det den melankolske tone der dominerede med sange som Little Cabin Home on the Hill, Blue Moon of Kentucky og Traveling Down this Lonesome Road.
Bandet spillede også instrumentalnumre i meget hurtige tempi, ofte med violinen som den førende stemme. Den første der blev udgivet af dem var Bluegrass Breakdown. Her gik det på omgang med at spille blandt violin, banjo og mandolin som mellem versene på sangene.
Når de sang hymner, som de havde været vant til at
synge i kirken på hjemegnen, så var der mindre spil på instrumenterne, ofte kun guitar og mandolin, og den
flerstemmige sang blev udvidet til en kvartet, en ekstra basstemme
nederst, sunget af Watts. Den første de indspillede var Wicked Path of Sin.
Med det kunne man roligt sige, at en ny musikform var født med
rødder i string bands og den flerstemmige sang fra old time-perioden. En hel del
af det publikum, som fandt honky tonk lidt for kras ind imellem, tog den til sig. Det havde tydelige rødder i den tradition de holdt af, men alligevel var det nyskabende.
Følgerne
Monroe kørte et meget hårdt turneprogram, og det var ikke alle, der kunne klare det, især ikke hvis de havde familie og deraf følgende forpligtelser. Derfor var der ofte udskiftning i The Bluegrass Boys og medlemmerne har ofte været unge, selv da Monroe var kommet til års. De var glade for det de lærte hos ham, men når de fik familie måtte de vælge hvilken forpligtelse de måtte prioritere. Men de startede så egne bands, nogen satte deres eget præg på den nye stil. På den måde blev Monroe ved med næsten hele sit liv at være en institution for genren: der hvor flere nye musikere blev udklækket og så fik betydning.Flatt & Scrugss
| Flatt & Scruggs (i midten bagerst) and the Foggy Mountain Boys |
| Dobro, egentlig en akustisk variant af Hawaiiguitar |
Da Earl Scruggs havde lidt af en stjernestatus som virtuos banjospiller udgav de en del instrumentalnumre med banjoen som hovedinstrumentet. Et af dem, Foggy Mountain Breakdown, blev senere kendt, da det i 1969 blev anvendt i gangsterdramaet Bonnie and Clyde, muligvis fordi den foregår i Sydstaterne, og så skulle der bruges musik man forbandt med den del af USA.
At banjoen nærmest er blevet symbol på bluegrass er i høj grad takket være Earl Scruggs. Sandt at sige: han var en virtuos og dannede skole. Men de andre elementer af genren skal bare ikke glemmes.
Nogle eksempler: Take me in a lifeboat Indeholder både banjo, violin og dobrosolo og firstemmig sang.
Let your brown eyes smile Et eksempel på hvordan dobroen pynter i de stille sange. Tostemmig sang.
Jimmy Brown the Newsboy Et af de sange hvor Scruggs spiller guitar.
De opfølgende bands
Adskillige andre bands, som holdt fast i den gamle stil, begyndte nu at efterligne det nye, der var kommet med Monroe og Flatt & Scruggs. På et tidspunkt skulle den nye stil have et navn, og da forsøgte man flere navne som new string band music, acoustic, new banjo music, men den sejrende betegnelse blev at opkalde det efter Bill Monroes band, bluegrass.
Grunden til dens levedygtighed er også, at den har
videreudviklet sig og kunnet forny sig. Den
oprindelige med Bill Monroe og hans tidlige følgere kaldes traditionel
bluegrass.
| Stanley Brothers, fra venstre Ralph and Carter |
Stanley Brothers
Stanley Brothers and the Clinch Mountain Boys med brødrene Ralph og Carter Stanley i
spidsen havde allerede optrådt længe med old time string band musik, men de begyndte at efterligne Bill Monroes band ret hurtigt efter at den nye stil var fundet. De var det første band, der
lod guitaren få en solo, da de havde en fremragende guitarspiller i
George Shuffler. Desuden udviklede de firstemmige fremførelser af hymnerne endnu
videre. Deres lyd klingede mere af old time end
Bill Monroea band og Flatt & Scruggs gjorde, men ikke mere end at de fulgte fornyelserne.
Carter døde 41 år gammel af en hjerneblødning i 1966, Ralph var aktiv til sin død i 2016 og udgav plader i eget navn, hvor han holdt trofast ved den lyd, han havde skabt med sin bror.
Nogle eksempler: Will you miss me Et gospelnummer, Indeholder både deres typiske firstemmige sang og en prøve på George Shufflers guitarspil. I'll take the blame Typisk for deres lyd med fuldt band. Fire on the Strings Et for stanleyerne typisk instrumental.
Reno & Smiley
| Reno & Smiley |
Smiley døde i 1972 af komplikationer forårsaget af sukkersyge, 47 år gammel. Han blev afløst af Bill Harrell, som havde en særpræget stemme. Den er så ikke lige min smag, men det er netop smag, jeg ved godt mange kan lide den.
Nogle eksempler Love Come Home en af deres klassikere I know you're married en anden klassiker med en karakteristisk banjosolo Mountain Rosa Lee et eksempel på bare to guitarer.
Jimmy Martin
| Jimmy Martin |
Jimmy Martin var først sanger hos Monroe fra 1949 til 1954, og var med til at definere den klassiske bluegrasslyd i den sammenhæng. Han havde evner i retning af flerstemmig sang, så han lavede størstedelen af deres flerstemmige arrangementer i den periode, og Monroe tog ved lære af ham også i fremtidige udgaver af sit band.
Men Martin var træt af den melankolske tone, der prægede Monroes sange. Med sit eget band The Sunny Mountain Boys udviklede han som reaktion en munter og ofte humoristisk udgave af bluegrass, der er blevet kaldt good’n’country. Muligvis var det også årsagen til, at han i modsætning til Monroe og co. klarede sig igennem rock and rollperioden uden nævneværdige problemer.
Nogen finder det lidt pjattet - jo måske, men hey, manden kan jo synge. Desuden kan det friske op i en genre med ofte mørke tekster, at der er en, der har mod til at fjolle. Hans musik er især stærk på flerstemmig sang i omkvædene, men også banjospillet af J.D. Crowe, som senere i sentresserne dannede sit eget band, er fuldt på højde med Earl Scruggs.
Nogle eksempler: Sunny Side of the Mountain Hans måske mest berømte sang som han opkaldte sit band efter Prayer Bells of Heaven Et gospelnummer, der giver et eksempel på hans flerstemmige sang Poor Little Bullfrog Et godt eksempel på når han virkelig fjoller.
| Jm & Jesse |
En bombe i 1954
Det tegnede i starten af halvtredserne til at bluegrass skulle blive den helt store nye musik parallelt med honky tonkmusikken, men så gik Rock Around the Clock med Bill Haley & the Comets ind på hitlisterne i 1954. Så var rock and roll sagen. Både for den elektriske honky tonk og for den akustiske bluegrass var det en mavepuster, det var det for øvrigt for alle musikgenrer. Var bluegrass blevet den store musik fra USA vi havde lyttet til, hvis der ikke var kommet rock and roll? Det er absolut muligt, men det lader sig ikke sige med sikkerhed.
Men
bluegrass døde dog ikke fuldstændig af det hårde stød og har vist sig
levedygtig trods rock and rollkrisen. Jeg vil i senere indlæg forklare den senere udvikling.
I dag
Bluegrass er i dag en stil, der har udviklet sig til en selvstændig gren med mange varianter. Nogen vil som sagt sige, at det er en selvstændig beslægtet genre udsprunget af de samme rødder som country. Den opfattelse hælder jeg også til. Den har sit eget publikum, som godt kan overlappe countrypublikummet, men ikke er hundrede procent identisk med dette. Der er nogen, der hører begge dele som denne skribent, men der er også mange, der kun hører en af delene.
Ikke desto mindre bliver den ofte spillet på countryfestivaler som en stilart i country og endda på folkemusikfestivaler, som betragter den som en videreudvikling af old time og derfor en del af folkemusikkens vidtforgrenede træ. Det er jo heller ikke helt forkert. Også vores hjemlige Tønder Festival har haft bluegrass på programmet.
Men den har så også fået sine egne festivaler - Bill Monroe selv startede den første bluegrass festival med sin Bean Blossom Festival i Indiana i 1967. Den eksisterer endnu, selv om han er gået bort. Genren har også sine egne pladeselskaber og nogen steder sin egen afdeling i pladebutikker og streamingtjenester, men her er det mest almindeligt, at den står under enten country eller amerikansk folkemusik. Ingen af delene er nødvendigvis en fejl.
Den lever ikke så meget af at have store hits, men af at have en trofast tilhængerskare ikke bare i USA, men også i mange andre lande. Der er med tiden kommet bluegrass bands i andre lande, især Sverige, Tjekkiet og Holland står stærkt. Meget typisk er der jo også canadiske bluegrass bands, der er endda japanske. Der findes bluegrassforeninger i adskillige lande, også i Danmark, Bluegrass i Danmark.
Men hvad rock and rollfeberen gjorde ved countrymusikken, det handler næste indlæg om.
Næste indlæg: Rockabilly
Ingen kommentarer:
Send en kommentar