Honky Tonk

Typisk honky tonk
som fremstillet af
kunstneren Thomas Kinkade

Ordet honky tonk er sydstatsslang for de kombinerede værtshuse og dansesteder, som skød op i amerikanske byer fra trediverne og fremefter. Det svarer nærmest til vores "knejpe" eller "bule" eller "beverding." Man taler om honky tonkpiano som den musik en pianist ofte sad og underholdt med, oftest med melodier fra tidens populærmusik. I den økonomiske krise i 30erne var der ofte ikke rigtigt råd til mere end den ene musiker. Det forbinder vi i dag ofte med et forstemt klaver. Ordet honky tonk menes endda oprindeligt at være et lydord for lyden af et sådant klaver.

Vandring mod byerne

I løbet af 2. verdenskrig fik sydstatsbyerne et vist opsving i sammenhæng med USA's generelle opsving i forbindelse med krigsindustrien. Mange hillbillier drog fra de landlige blokhuse ind i byernes lejligheder - i værste fald lejede værelser - for at søge lykken eller - hvis de var realistiske - for at overleve. Det var ofte fabriksarbejde eller hårdt fysisk arbejde, der tilfaldt dem, og i den sparsomme fritid var der ikke meget andet at gøre end at hænge ud på honky tonks for at drikke og danse. Naturligvis ville mange af dem gerne høre den musik, som de var vant til hjemmefra. De hørte den på adskillige populære radioprogrammer som National Barn Dance og Grand Ole Opry.

Men når der skulle danses, så var det ikke ude i laden som derhjemme på landet, men på honky tonks. Det blev mere til pardans end til square dance, selv om den kunne forekomme. Den musik, der skulle spilles til dansen, var nødt til at overdøve meget larm. Folk snakkede, mange var fulde og råbte højt, ofte kunne der opstå højlydte skænderier. At sidde ned og lytte til musikken var ikke ligefrem en dyd i denne bykultur. Det var også et problem for dem, der ville danse, de kunne ofte ikke høre musikken.

Pedal Steel guitar

De musikalske ændringer

Så det var ikke så sært, at de begyndte at skæve til den på det tidspunkt forholdsvis nye opfindelse, elguitaren, der i første omgang var opfundet for at guitaren kunne høres i et big band, men nu kunne den bruges til at skære igennem et alt andet end stilfærdigt publikum. Steelguitaren blev også almindelig takket være impulserne fra vest, især Texas. Den blev efterhånden udviklet til pedal steel guitaren. Lyden af den er nok den lyd mange i dag forbinder med country - med god grund. Violinen gled mere og mere ud, selvom dem, der var bevidste om den gamle tradition, holdt fast på den. Klaveret blev også brugt, sådan et stod jo på honky tonks, så hvis bare der var en, der kunne spille på det, var han velkommen.

Derved dannedes den sammensætning af instrumenter, som de fleste nok i dag forbinder med country: den akustiske guitar der spiller akkorder - ofte spillet af sangeren - den elektriske guitar der spiller soloer, steelguitaren og kontrabassen, der senere blev erstattet af elbas, efterhånden tilføjedes trommer. De traditionsbevidste holdt - og holder stadigvæk i dag - fast på violinen. Klaver bruges også af og til.

Sangerne måtte synge i mikrofon nu, for det var ikke muligt at synge højt nok til den nu mere højlydte instrumentledsagelse. Det medførte også, at sangstilen blev mere behersket, nu skulle man ikke længere kunne høres uden mikrofon i et udendørs miljø. Spillet er ligefremt og rytmisk markeret, og der er ikke pyntet med hverken baggrundskor eller strygere. Det er den enkle rå lyd. På det tidspunkt var der ikke opfundet de effekter til elguitar, som senere blev almindeligt brugte i rockmusikken, så det var den forvrængede elektriske guitarlyd uden pynt.

Sangenes kendetegn

Selv om de stadig holdt fast ved en del af de gamle sange, blev der efterhånden skrevet nye sange. Sangenes melodier videreførte den folkemelodiske stil fra de forudgående årtiers musik, men de mere middelalderligt klingende melodiformer gled ud. Af gode grunde kom længslen efter det lille hus hjemme på landet til at blive et ofte tilbagevendende tema, og også af gode grunde kom der sange, der hylder det vilde liv med fest på honky tonks.

Der er så også sange om bagsiden af medaljen, kampen mod alkoholisme for eksempel. Ulykkelig kærlighed har altid været - og er stadig - et gennemgående tema i countrysange, men i denne periode dominerer den variant, at "kæresten hellere vil hænge ud på honky tonks end være sammen med mig" – klassikere er Close up the Honky Tonks, Wild Side of Life og Dim Lights, Thick Smoke. For det meste er disse sange om bagsiden af medaljen de bedste. Dem, der handler om, at "hu hej, nu skal vi have fest," kan efter min mening være lidt ensformige i længden - jeg ved godt det har noget med smag at gøre.

De førende kunstnere

Ernest Tubb

Ernest Tubb

Den der regnes for den første rigtige honky tonk sanger og sangskriver er Ernest Tubb, født 1914, der startede med at efterligne Jimmie Rodgers (se indlægget om old time). Han debuterede allerede i 1936 med en hyldest til Rodgers. men så fik han strubekræft, som han overlevede, men det sænkede hans stemme flere toner. Han måtte opgive den sangstil og at jodle og fremførte nu sangene ligefremt med en dyb stemme, som senere blev en slags ideal i countrymusikken. Han holdt på, at hans backingband Texas Troubadours skulle levere soloer, så hans plader har flere soloer mellem versene end det er almindeligt i countrymusik.

Han fremførte sangene med indlevelse og varme, som virker ægte og hans lyd er næsten indbegrebet af honky tonk. Hans nok kendteste hit er Walking the Floor over You. Den kom i 1942 og regnes for det første rigtige honky tonkhit. Han kom til at stå som King of the Honky Tonk.

En sang der vakte opsigt var Driving Nails in my Coffin fra 1946. Det var ikke en af hans egne sange, men han fremførte den som om han havde oplevet det. En sang om ulykkelig kærlighed var ikke usædvanligt og slet ikke i country, men en sang om en, der forsøger at drukne sorgen i alkohol, det var lige skrapt nok, syntes man. Men det er så også et eksempel på honky tonkstilen når den var bedst: de sang åbent om de mindre hyggelige sider af livet uden at pakke det ind.

Han døde 1984 efter en karriere, hvor han holdt fast i sin stil uden at gå på kompromis med tidens krav.

Johnny Horton og Lefty Frizzel

Johnny Horton

Johnny Horton er i dag nok kendt for hans sange om historisk virkelige begivenheder, som Battle of New Orleans og Sink the Bismarck og for titelsangen til slagsbroderkomedien North to Alaska, men han var oprindelig en af de fineste repræsentanter for honky tonk og kunne næsten gøre hans konkurrenter rangen stridig som den store sangskriver. Hans stil er meget lig Ernest Tubb, men han har sin egen måde at synge på.

Ellers kunne der nævnes den hyggelige Nashville-sanger Lefty Frizzell, der oprindelig sang genuin honky tonk. Han var nok mest et eksempel på den, der lovpriste festen og den løftede stemning på en aften på honky tonk, If you got the money I got the time men ind imellem sang han også sørgelige sange om bagsiden af medaljen.

Hank Williams

Hank Williams

Den kendteste i honky tonk er Hank Williams fra Alabama. hvis sange har været levedygtige og stort set stadig synges i dag, så mange nok kender dem med andre end Hank himself.

Han havde som fattig dreng, der måtte pudse sko for at bære med på økonomien, ofte lyttet til de sorte gademusikere og lært mange af deres sange. Da han  blev voksen, var det at leve af musikken en nødvendighed, da han havde dårlig ryg og ikke kunne klare fysisk hårdt arbejde. Smerterne fik ham også ud i misbrug af både alkohol og narko. Det var en almindelig faldgrube på en tid, hvor ordentlig smertestillende medicin ikke var blevet udviklet endnu.

Men fordelen var så, at det fritog ham fra militærtjeneste, så han havde ro til at skrive sange, da alle andre på hans alder var i felten under krigen. Hans første plade kom i 1946.

Han er en af dem, der holdt fast ved violinen. Han følte sig så forbundet til den gamle hillbillykultur, at han insisterede på at den skulle være med. Han holdt også fast ved en diskant sangform, som kan virke fremmed i første omgang, men er meget udtryksfuld. Den har tydelige rødder i den landlige sangform fra tyverne.

Selv om hans misbrugsproblemer tog livet af ham alt for tidligt på nytårsdag 1953 i en alder af 29 år, nåede han at skabe et stærkt sangkatalog. 

Mange kender nok bedst hans muntre sange som Jambalaya, en lystig fantasi over Louisianas fransktalende mindretals Cajun-kultur, Kaw Liga om de indianerfigurer af træ som tobaksforretninger på det tidspunkt havde stående udenfor,og Hey Good Looking, et slags western swingnummer, for en gangs skyld om lykkelig forelskelse.

Hans styrke som sangskriver lå dog i de mange alt andet end muntre sange om kærlighedssorg, som skildrer smerten hudløst ærligt uden romantiske omsvøb, I’mso Lonesome I could Cry, Your Cheating Heart, Cold Cold Heart for eksempel. Mange af dem er blevet til på baggrund af hans mislykkede ægteskab med Audrey Sheppard, der også fungerede som hans manager og som han nåede at blive skilt fra halvandet år før sin død. Hans sang I'll Never Get Out of this World Alive klinger tydeligt af, at han muligvis selv har været klar over, at han ikke ville blive særlig gammel.

Med andre ord: han viderefører den tradition i countryens sangskrivning, som blev grundlagt i tyverne med Jimmie Rodgers og har skabt nogen af de bedste sange: skriv ærligt om det du selv oplever.  Desuden skrev han nogle ikke uefne gospelsange, f.eks. I Saw the Light, From Jerusalem to Jericho.

Han var så en af de countryartister, der for alvor fik stjernestatus og hans tragiske død gav ham en slags mytologisk status. Den kerne af sandhed, der er bag myterne, er at han absolut skrev sine sange på baggrund af kampen mod sine indre dæmoner, selv om hans mere muntre sange viser, at han dog ikke var uden humor, når det skulle være.

Eftertiden

Selv om det er en stil der har haft sin storhedstid, så kan man stadigvæk i dag opleve honky tonks i amerikanske byer, hvor der underholdes med honky tonkpræget countrymusik, og adskillige af temaerne i teksterne dukker stadigvæk op i countrysange i dag.

Den satte udpræget standard for den elektrisk forstærkede country ved at skabe den sammensætning af bandet, som blev den gængse sammensætning i den ordinære countrymusik. Mange senere kunstnere har tydelige rødder i stilen, f.eks. Johnny Cash med hans enkelhed i instrumentledsagelsen og ofte åbenhjertige tekster. Eller sangerinden Loretta Lynn, der i starten af sin karriere ind imellem sang duet med ovennævnte Ernest Tubb, som handlede om ægteskaber, der er ved blive kolde og ende med skilsmisse. Hun holdt fast i den enkle rå lyd fra instrumenterne og lavede ærlige og skarpe sange om kvindeproblemer.

Men sideløbende med honky tonk opstod der en akustisk videreudvikling af de ældre stilarter, der skulle vise sig at være langtidsholdbar. Det handler næste indlæg om.

Næste indlæg: Bluegrass